POESIENS HUS
kirsten
Nyt fra Poesiens hus

Poesiens Hus anbefaler: Kast himlen i havet

forstår du // at jeg ikke er en blomst

Af Kirsten Vestergaard Mikkelsen 

Kast himlen i havet. En ordre, der i min læsning af digtsamlingen er et billede på et jegs ønske og higen efter at nedbryde et hierarki mellem det, der er øverst og det, der er nederst; et ønske om en udligning.

Oppe i himlen sidder overmagten Gud, der får jeget nedenunder til at føle skam og skyld. Positionen oppe i himlen indtages af forskellige roller, der har samme magt; jegets far og jegets mandlige kæreste. Nedenunder står et jeg, der føler sig urigtig og forkert. Følelsen af utilstrækkelighed ses i jegets skildring af sig selv gennem ting, og jegets ønsker om at blive en anden, til trods for, at det kun kan resultere i en mekanisk anden: Jeg vil gerne at nogen griber fat i mit hår // og binder det fast til loftet // så jeg kan stå dér rank og flot // Jeg vil gerne at nogen tvinger et smil frem på mine læber // med en finger i hver mundvig.

Ønsket om udligning mellem oppe og nede er et ønske om løsrivelse fra en verden, hvor jeget er underkastet en patriarkalsk overmagt. Kast himlen i havet er en handling, hvor jeget løsriver sig og bliver et andet jeg, sin egen: Dit blod i min krop far // skylden er uundgåelig // den sidder i det beskidte // og jeg kan ikke bære din skuffelse over mig // og jeg kan ikke bære min syndighed mit køn // jeg vil drukne mig i havet // det bliver min anden dåb // og når jeg rejser mig igen // er jeg ikke længere din datter.

Et andet jeg, hvis element er havet, et andet jeg, der ikke kan tæmmes, men som i stedet vil tæmme naturens love, et andet jeg, der ikke er en ting. Digtsamlingens afsluttende afsnit Obduktioner begynder og slutter med forstår du // at jeg ikke er en blomst. Et vredt jeg med kraft og vilje, der har øje for materiens bankende hjerter og levende hjerner. Et jeg, der har kastet himlen i havet: men havet er mit // jeg er en tre meter høj bølge // jeg er det stille vandspejl der spejler himlen // det skyfri loft // hvor Gud sidder og vrænger // så gør det nu // kast himlen i havet … dagen siver ud af døgnet // og havet er sort og himlen er sort // og stjernerne lægger sig på kysten.

Jeg har lyst til at citere fra Kast himlen i havet i det uendelige, hvilket ifølge min erfaring gør det til en absolut anbefalelsesværdig digtsamling. Et ekstra plus ved samlingen er, at bogens fysiske ramme har været under en fin æstetiske bearbejdelse, der er med til at gøre digtsamlingen en fornøjelse at læse i.

Theresa Salomonsen Kast himlen i havet, digte, udgivet hos forlaget Korridor 2017