POESIENS HUS
hvis en anden
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Hvis en anden

Vreden er terapeutisk / grønkålen blomstrer

Af Sofie Damgaard

Sigurd Buch Kristensens Hvis en anden er en smuk og knugende formidling af et svigt.

Hvad ser man på, når den man elsker har forladt én? Og hvilke ord er tilgængelige efter bruddet?

I Buch Kristensens Hvis en anden er det kun ganske få ord og sætninger, der er tilgængelige – et kærlighedstab føles tilsyneladende så voldsomt, at der kun kan siges meget lidt, og digtsamlingen består da også af 39 brudte og ordknappe udsagn, hvori der næsten kun tales om det, der er absolut tættest på. Fokus er på  ”begivenheden / ved det mindste”, som der står.

Med egne ord lader værket sig altså falde ”hen / ved enhver / bevægelse”. Den sørgendes blik rettes mod naturfænomener, andre kan have tendens til at overse: ”Grønkålen blomstrer”, ”svalers / dyk”, ”erantis / lilje / anemone”. Det er virkelig bare det, digtene består af. Og det er som om disse syn for den, der er blevet svigtet, både er forbundet med sorg og lindring. Omkring billederne skaber Buch Kristensen nemlig en ret bemærkelsesværdig alvorsfuld og nogle steder endda forurettet stemning, der slås an med det første digts sidste linjer: ”En opvågnen / i svigt”. Dette chok sætter ligesom scenen for hele den lille, koncentrerede digtsamling, ja, det er på den baggrund at tingene træder frem i Hvis en anden. Som om sorgen over svigtet har skrællet et lag af. Det fine ved tilstanden af hudløshed, om man vil, er dog hos Buch Kristensen at den muliggør et klarsyn og nogle steder endda lindring og lykke. Derfor kan der stå ”vreden er terapeutisk” og pludselig ”lyksalige / bruser vi / i hinanden”.

Det er helt særligt, at Buch Kristensens tekster balancerer her; et sted midt imellem lykke og sorg, og at de to følelser ligger lige op og ned af hinanden. Selvom Hvis en anden er kort, så synes jeg, man bliver i det sammenfald af følelser; man tror ganske enkelt på den måde, der bliver sørget på og tager den med sig ud i verden.

Sigurd Buch Kristensen Hvis en anden, Det københavnske forlag Cris & Guldmann 2017, 42 sider