POESIENS HUS
sondagsland
Årets Poesi

Årets Poesi: Sissal Kampmann

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

I et land//hvor varmen aldrig synes//at formå at varme//skeletterne i kroppene … her i Søndagsland// er verden blot et svagt ekko. I digtsamlingen Søndagsland møder vi et jeg, der skriver ud fra en nutid, hvor fortidens drømme om fremtiden ikke er blevet indfriet, og hvor drømmene om en ny fremtid endnu ikke er begyndt. En nutid, hvor jeget befinder sig midt i mellem en afslutning og en begyndelse. En mellemposition, der kendetegnes ved en form for ikke-væren, et slags limbo, der beskrives som et Søndagsland.

Der er slået revner i jegets spejlbillede. Hun er en anden, end den hun var engang. Der er slået revner i troen på alt det, der engang gav mening. Hendes bekendtskaber er ikke længere de samme. Et forhold til en mand, der forandrede sig og gik tabt. Hun tænker på mennesker hun ikke længere kender. En bevidsthed om at tiden gik, og med den, drømme der aldrig blev opfyldt. Jeget skriver, at hun har forandret sig til en kvinde, der tjekker vejrudsigten flere gange om dagen. Det er denne kvinde vi møder i Søndagsland; en kvinde, der er på vej et andet sted hen, uden at vide hvor. Hun går rundt i dagligdagens gentagende rytme uden retning. I denne rytme tjekkes vejrudsigten og potteplanter vandes. Jeget går rundt i ensartede dage og beskriver vejret, der er gråt og koldt, og det omkringliggende landskab beskrives med en melankolsk tyngde.

Det er Færøernes fugtige tågebanker og kraftige regnbyger, der beskrives i Søndagsland. Det er på Færøerne, digtsamlingen udspiller sig og Søndagsland er derfor også et udtryk for en karakteristisk færøsk stemning. En rå natur med hårde voldsomme vindstød, storme, der med spidse tænder flænser sig gennem gaderne, ruder der truer med at springe ind i stuerne, den solide fårefold, der er fasttømret til jorden, sludbyger, haglbyger, og glæden ved endelig at se solens stråler. Et land, hvor melankolien trives. I beskrivelsen af vejret og omgivelserne beskrives også solens gang og årstidernes skiften. Dette opløser adskillelsen mellem dagene, og overblikket over tidens kronologiske rækkefølge forsvinder. Tiden er hele tiden tilstede selvom den står stille. En tidslighed, der korresponderer med det limbo Søndagsland også er, hvor jeget står mellem en afslutning og en begyndelse Her i vinternatten//er bordet besat af mænd // i sorte habitter. // Foran dem ligger // papirer // der skal underskrives. // Under ed og med ære // skal jeg sætte mit navn. // Bevise, indrømme // at jeg forstår // at nu begynder // en anden tid.

Sissal Kampmann: Søndagsland, forlaget Torgard

monografi
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Skitse til en monografi

Af: Joachim Aagaard Friis

Mathias Dyhrs værk Skitse til en Monografi er ét langt arbejde med at forsøge at sætte ord på formers dynamiske og flerdimensionelle univers. Værket omhandler Dyhrs tid på billedhuggerskolen, måske bedre kendt som kunstakademiet. Han skriver om den kunstneriske praksis, ikke hans egen, men hans medstuderende T’s og dennes skulpturelle kunstværker.

Jeg’et betragter T, beundrer ham, er misundelig på ham, ler med ham, bruger hverdagen med ham – frem for alt beskuer han T’s skulpturer og prøver at finde ud af dem: Squirrel Moon, Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light, Night Vision, Forest Friend, Planet Sunday, Trekking Trane, og Rebirth, hvis form man kan betragte på værkets kridhvide og ellers uspolerede forside.

I En skitse.. får man et indblik i en kunststuderendes hverdag. Den er et billede af, hvordan de studerendes praksisser væver sig ind og ud af hinanden, hvordan de inspirerer hinanden, ligesom omgivelserne på skolen gør det. Samlet bliver teksten til et stort hele, et øjebliksbillede af den hverdag, jeg’et har.

Handlingen er minimal og størstedelen af indholdet er en slags værktekster, der sprogligt forsøger at give form til de værker, vi ikke kan se med øjnene. Det er tydeligt at forfatteren har anstrengt sig til det yderste for at gøre skulpturerne så sanselige som muligt for læseren. Med indledningen ”hvordan skal jeg beskrive (det pågældende kunstværk)?” gennemgår jeg’et en stor samling af T’s værker, prøver at skrive deres udtryk og betydninger frem:

”Hvordan skal jeg beskrive Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light? … Et profileret ansigt i babyblåt. Skulpturen ejer et gennembrudt øje, øjenhviden og irissen flyder ud i en nedtrykt glam rock-makeup. Pupillen er rillen i en saftig kalvetunge. Nedenfor: En ensom tåre der ikke vil give slip – en tomhedens tatovering samt en mund der løber i vand … Snøft! Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light er lige som gipsfiguren i Rebirth reversibel. Mon ikke de alle sammen er det? Gennem deres huller tager de del i hinanden. Mærkelige negative figurer opstår mellem dem. Jeg har lyst til at stille mig ind mellem dem og blive optaget i deres grædekor.”

Som citatet viser, bliver de enkelte værker sammenvævet i beskrivelserne og får nye dimensioner, når de iagttages sammen. Fascinationen for skulpturerne lyser ud af sætningerne, som skaber tydelige billeder af dem, på trods af værkets rent tekstuelle karakter uden et eneste reelt billede. Værket skaber refleksion over forholdet mellem tekst og form, hvordan tekst både kan forfladige skulpturer og andre kunstværker, men samtidig kan skabe helt nye perspektiver på kunstens håndgribelige materie.

Værket søger få gange væk fra skulpturerne og beskæftiger sig med jegets egen realitet: den unge kunststuderendes daglige liv, hvordan man klæder og opfører sig på akademiet, den prekære situation der venter: frygten for fremtiden uden for akademiets mure. Men det er kunstværkernes egne former, der er det bærende omdrejningspunkt.

Mathias Dyhr: Skitse til en monografi, Roulette Russe, ca. 65. kr i boghandlen Minus 1

frugt
Årets Poesi

Årets poesi: Shekufe Tadayoni Heiberg

Af: Joachim Aagaard Friis

Shekufe Tadayoni Heiberg har skabt en lille frisk samling spirende organismer, der udgør et slags kartotek i ”FRUGT OG GRØNNE SAGER” – 25 bittesmå digte der hver beskriver og tegner en frugt eller en grøntsag. Værket er et festfyrværkeri, en fejring af alt der gror fra jorden og som ”min mor gav mig at spise … fra den dag, jeg flyttede ind i hendes mave til den dag, jeg flyttede ud af hendes hus”, som der står på første side.

Det er svært ikke at blive forelsket i Heibergs debut, lige fra man ser og rører ved det grønblå omslag med hendes egne smukke, enkle men samtidig minutiøse tegninger af grøntsager i guld og sølv. Hun beskriver undersøgende og nysgerrigt de grønne sager, som var det første gang hun stod med dem i hånden og så rigtigt på dem, duftede til dem, strøg dem over det materiale, de er gjort af. Hun vælger at lægge hele det udviklede og fasttømrede vokabular for frugter og grøntsager på hylden. De er i værket ikke længere noget, man nødvendigvis først og fremmest spiser, de kan være så meget andet, ligeså meget som mennesker kan være. De er unikke levende væsner: vindruerne er små lilla og grønne sole, porrerne har ”krøller fra et kid” og guleroden er en ”mor med ophår”, der ”tager del i verdens lunge”! -og som helst ikke vil bides af larven i mulden. På grund af den umiddelbare legende og materielle tilgang bliver digtene taktile, de skaber dufte og teksturer, der forstærkes af de mønstrerede tegninger, som ledsager teksterne.

I stedet for at fremhæve et citat kunne jeg sige: ” se fignen, figur 10”. Jeg kommer aldrig til at spise en figen på samme måde igen efter at have fordybet mig i ”cirklen den fine cirkel en cyklisk cirkel af æg halve millioner af æg ligger æg mod æg i cirklen ligger lillaglatte fine”. Og sådan har jeg det også med de resterende visuelle, tekstuelle, og på alle måder sanselige grønne sager i Heibergs digtsamling.

Shekufe Tadayoni Heiberg, Frugt og grønne sager, Forlaget Uro, ca. 150 kr.

VPC
Årets Poesi

Årets poesi: Vibeke Pilar Carstensen

Bare et liv, bare en tid

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Digtsamlingen Det tager lidt tid at gå bort af Vibeke Pilar Carstensen handler om at se sin egen mor gå bort. Digtene skildrer en udvikling fra, da moderen får konstateret kræft, til den dag hun bliver begravet, og hvert digt fungerer som forskellige nedslag i denne udvikling.

Skildringen er bevægende, ikke mindst på grund af digtenes form, der alle består af korte sætninger uden tegnsætning, der ikke prøver at være andet end det de er. Det er digtsamlingens styrke at tale om døden med enkle ord. Der tales om liv og død på en måde, så digtsamlingen bliver på jorden og ikke hæver sig op i et symbolsk univers. Digtenes form og sprog gør det muligt at læse dem intuitivt. Der er ikke noget gemt i teksten, jeg skal finde for at åbne digtene op. De er der i sin enkelthed, en enkelthed, der skaber en åbenhed, hvor jeg bliver knyttet til den sorg over livets flygtighed, der er til stede i digtsamlingen.

I digtene blandes ofte beskrivelser af konkrete gøremål og hændelser med en stor sorg og bedrøvelse, der ligger lige under overfladen. Som når jeget tænker på, hvor længe blomsterne omkring hendes mor kan holde, hvis hun husker at skifte vandet, og derefter tænker på, at de næste blomster hun kommer til at give sin mor er ovenpå hendes grav. En blanding, der ofte afspejler et forsøg på at holde sammen på en normaltilstand i en situation, der er alt andet end det. Et forsøg, der er dømt til at fejle, hvilket allerede antydes i et af digtene i begyndelsen af digtsamlingen, hvor jeget skriver hun har travlt, hun har kun fyrre minutter til at græde, før hun skal hen i børnehaven og hente sine børn. En normaltilstand, der kastes bort, da de venter på at moderen skal dø, her stoppes det gamle ur, der kommer ikke til at være flere slag for halve og hele timer, tiden skal stoppes.

Beskrivelsen af konkrete hændelser i det enkle sprog gør, at sætningerne ofte antyder mere end der står, som når der står skrevet Vi har ikke travlt // Vi venter med badet til i morgen eller En rollator der aldrig kommer // De ved det er for sent. Dette er beskrivelser af hændelser, der hele tiden har en klang af død og sorg i sig, en klang, der er mellem linjerne. En klang, der samler digtsamlingen og giver digtene og en bevægende tyngde.


Det tager lidt tid at gå bort, Vibeke Pilar Carstensen, forlaget Alfa, ca. 130 kr.

tommy
Årets Poesi

Årets poesi: Tommy Heisz

Af: Joachim Aagaard Friis

”Den mørke tid er tilbage”. Med Tommy Heisz og hans Kviksølvdagdrøm går jeg ind i et mørkt og goldt landskab af tanker der rummer sorg, nostalgi og fortvivlelse. Følelsen af hjemløshed og af at være fortabt på grund af en fortid, der ikke vil falde på plads, men konstant når op til overfladen. Jeg’et er skiftevis i vågen eller sovende tilstand, eller måske netop i den tilstand, som titlen indikerer: i dagdrømme. Men ikke i den håbefulde og ønskende tilstand, man normalt forbinder med ordet. Snarere i angstfyldte feberfantasier, som sværmer om minder, der ikke vil gå væk, som taler om en tid, der er forbi og aldrig vil komme tilbage: ”Jeg lader fortiden ligge // men igen og igen // rejser den sig op og siger: // hva’ så er du klar?”

Centrum for værket er jeg’ets brud med hende, en tidligere kærlighed, han ikke kan slippe eller blive færdig med. Han har mistet sig selv i tabet af hende og har ingen anelse om, hvordan han nu skal finde hen til noget, der kan kaldes hjem. I teksterne læser jeg gennemgående nostalgiske tilbageblik på deres tid sammen: ”Der lå vi i græsset // åndede sekunderne // før tiden kortsluttede // ingenting mellem linjerne // i landskabet og skyerne //stod befriende stille // Det var nok”

Værket er delt op i 3, Skælv, Drivtømmer og Ekko. Forholdets brud, jeg’ets opløsning i sorg, og mindernes konstante insisteren midt i det hele er på færde i alle delene, og der er ingen reel progression i værket, måske snarere en snurrende fornemmelse af at blive trukket længere og længere ned i dyb fortvivlelse. Og teksterne skinner klarest for mig, når de i deres kviksølvsdagdrømmende univers er helt nede på bunden af denne fortvivlelse, hvor de surrealistisk og næsten komisk forsøger at skrive sig ud af den:

”Jeg prøver at glemme, men jeg drømmer om droner og fjernstyrede følelser .. jeg står på skøjter ned ad autobahn ..  Jeg stikker frivilligt min hånd i en kødædende vante. Jeg henretter et hjortekid ved hjælpe af statisk elektricitet. Jeg lader vinteren æde sensommerens blitzidioti. Jeg infiltrerer medicinalindustrien. Jeg kommer på podiet, jeg vinder priser for at afsløre, at mennesket er en fiktion, kærligheden en luftspejling.”


Kviksølvdagdrøm, Tommy Heisz, forlaget Neon og Nordlys, 200 kr.

uudgrundeligt
Årets Poesi

Årets poesi: Maya Peitersen

Af: Sofie Damgaard

Uudgrundeligt

”De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop”. Sådan starter Inger Christens berømte sonetkrans Sommerfugledalen fra 1991. I Maya Peitersens Uundgrundeligt der er udkommet på mikroforlaget Escho i 2017 er det ikke sommerfugle, men gopler der stiger op. Og de stiger ikke op fra jordens varme krop, men fra havets hvide dyb. Fra havets uudgrundelighed.  

Værket er en grafisk digtsamling med tekster af Peitersen selv, foruden Vagn E Olsson, Naja Vucina Pedersen, Jonas Okholm Jensen, Ulla Eriksen, Thomas Krogsbøll, Cecilie Lind, René Jean Jensen og Marianne Larsen.  Ind i mellem Peitersens femten fine stregtegninger står disse forfatteres småpolitiske og økopoetiske digte, og dermed bliver Uudgrundeligt i sin helhed en elegant sammenvævning af stemmer og kunstformer uden et hierarki imellem sig. Tegningerne forestiller smukke og sære væsner med lange fangearme, enten i, halvt i eller ovenover vandoverfladen. Der synes at være en pointe i, at gople-væsnerne og vandet flyder sammen – også digtene arbejder på hver deres måde med porøsitet og strukturnedbrud. Det er derfor, jeg synes Peitersens værk er et poetisk-politisk værk: De strukturer vi kender er flydende, synes værket at udsige i al sin polyfoni: ”Den er et punkt, indtil man zoomer ind og ser, der er meget plads endnu”, som Eriksen skriver. Og Peitersen afrunder digtværket og istemmer: ”Det hele glider, videre, videre, videre”

Uudgrundeligt, Escho 2017, ca. 150 kr.

 

Bindingerne
Årets Poesi

Årets poesi: Morten Chemnitz

Bindingerne

Morten Chemnitz (f. 1984) debuterede i 2013 med digtsamlingen Inden april. Hans nye bog, Bindingerne, er skrevet over samme naturlyriske tema. Værket er bygget op omkring to dele, en vinterdel og en sommerdel. I begge afsnit beskriver de tætskrevne prosadigte naturens mange facetter. I en seriel gentagelse, fra sætning til sætning og fra tekst til tekst, skildres de organiske overgange i naturen, fra græsset, til vinden, til buskene og træerne, og ikke mindst solens og regnens gennemtrængning af disse. Naturen er i digtene mennesketom, og kun enkelte gange får ”jeget” en plads i beskrivelserne. Det er ikke digterens holdning til naturen der er i centrum, men derimod ordene. De sproglige beskuelser er præget af en trist og melankolsk tone. I en rytmisk gentagelsesstruktur bliver læseren, gennem læsningen, en ensom beskuer til den danske naturs kontraster mellem koldt og varmt, mellem mørkt og lyst, mellem tørt og vådt.

Værket fremstår som en grammatisk færdighed, som gør værket interessant, men dog også svært tilgængeligt. Digtene er både lette og svære at forstå, og man føler at den på én og samme gang er indadvendt og udadvendt. De grammatiske finesser kaster et nyt lys på et ellers ikke originalt tema: den danske natur. Det er utroligt, hvordan et så grundigt grammatisk projekt kan blive så naturligt. Bindingerne er gennemarbejdet naturlyrik, der gør naturen til ord og ordene til natur.

Gyldendal, ca. 150 kr.

CL

Unaturen
Årets Poesi

Årets poesi: Rasmus Nikolajsen

Tilbage til Unaturen

Rasmus Nikolajsen har skrevet digte midt i naturen. Nikolajsens (f. 1977) ”Tilbage til unaturen” er tredje bog i en serie, hvor ”Alting ender med et bryllup” og ”socialdemokratisk digt” er de første to.  Digtsamlingen er delt op i korte afsnit med dato og sted, og som i en dagbog bevæger vi os igennem forskellige natur- og bylandskaber og årstider, alt imens digterjeget reflekterer over disse. Digtene indfanger et øjeblik og et konkret sted, og bevæger sig frit associerende herfra: ”Vesterhavsbølgerne, smukke/ og meningsløse, som linjer/ i digte”

Digtene er skrevet fra den 1. maj 2011 til 2015. Naturen går sin gang, på samme måde som digteren bevæger sig gennem landskaber og sindsstemninger, næsten som i den romantiske lyrik. Digteren reflekterer over menneskets tilstand, eksperimenterer med at finde følelser og sig selv i naturens omgivelser: ”Jeg længes efter at fortsætte, / ned ad stien og skrænten, ind/i skoven, men jeg er inde/midt i skoven allerede”. Det er spørgsmålet om meningstomhedens ubehag, som digtsamlingen rummer, men det bliver aldrig desperat eller håbløst, men derimod accepterende og roligt.

Digtsamlingen indeholder relativt korte og formmæssige stramme digte (8 vers, 8 stavelser). Sproget er på en gang enkelt og sammensat, tonen er melankolsk, og med de ordrette beskrivelser formår Nikolajsen at forbinde virkelighedens kompleksitet med enkelthed.

Med smukke metaforer, sanseindtryk og hverdagens banaliteter ”Regn der får dig til/ at købe en paraply/ af en immigrant. Regn i form af søer der “skubber sig virksomt/ sammen”, har Ramus Nikolajsen skrevet en smuk og naturrig digtsamling, beriget med dybde og skarphed.

Samleren, ca. 170 kr.

CL

Døvstumme stemmer
Årets Poesi

Årets poesi: Lene Lehnskov

Døvstumme stemmer

Lene Lehnskov skriver i ”Døvstumme stemme” om alle de følelser, som mennesket gennemgår i mødet med kærligheden og med sorgen. Digtsamlingen er en kort stemningsberetning om livets glæder og kvaler. Lehnskov har delt digtsamlingen op i syv afsnit navngivet efter barokkens dansekoreografi, som muligvis illustrerer livets dramatiske sindsstemninger.

Vi kommer helt tæt på en kvindes livsforløb, glæden ved undfangelsen, mødet med kærligheden, fødsel, tab af kærlighed og veje der skilles. Som årstiderne skifter, følger vi livets cyklus. Naturen bliver således symbol på tilværelsens op-og nedture, her er det især havets kontrastfulde tilstand, som bliver billede på livets rutchebaneture: ”Havet rejser sig/bølger med toppe/af hvidt skum/slår ind på stranden/rammer hendes ansigt”.

Sorgen gør mennesket stumt, men i stedet for at lade stilheden sejre, sætter Lene Lehnskov ord på alle de illusioner og desillusioner som livet er gjort af: ”Hendes drøm/blev til/en måneklar nat/fuld af liv” og ”Hun drømte om at sætte/spor/blev svigtet/da hun var mest modtagelig/helt uden forsvar/skete det”.

“Døvstumme stemme” er ikke nogen original og nyskabende digtsamling, men er til gengæld fine stemningsbilleder, der illustrerer den sårbare tilværelse og som læseren kan spejle sig i.

Alfa, ca. 130 kr.

CL

Paradis Ming
Årets Poesi

Årets poesi: Stochholm og Rasmussen

Nicolaj Stochholm: Titlen i Paradis &
Bjørn Rasmussen: Ming

To stærke digtsamlinger omtales her – med samme blanding af entusiasme og irritation.

Titlen i Paradis er Nicolaj Stochholm i flot infight med kraftigt lokkende feminister, verdens frysende magtinstanser og egne modsatte drifter og kræfter, hvor den stærkeste også er den smukkeste: at skabe sig identitet i ordene.

Bjørn Rasmussen skriver en ekstrem psykisk tilstand/følsomhed/sygdom ud med et sprogligt overskud, der ikke burde være muligt netop dér, men bliver vidnesbyrd, grotesk menneskelig scene – og tilbud til læseren om at følges ned og tilbage i barndomsminder, kaos, ensomhed, desperation og selvlede. En blandet lyst til at dele det med nogen, som netop deles her.

Stochholms feminisme-og kapitalismeridt efterlader mig med billedet af en digter, der selv rides af smertens mare, fordi det er og bliver et hårdt samfund at have både en vågen pik OG et vågent personligt sprog i.

Rasmussens psykiske grænse-ridt fremkalder først og fremmest en stor medlidenhed, og læsningen forstyrres mere og mere af spørgsmålet: om medfølelsen er meningen, eller om det er en misforståelse.

Måske har vi med to stærke bøger at gøre, der kræver kyniske læsere. Eller kynisk-barnlige læsere?
Eller måske er irritation og medlidenhed faktisk gode reaktioner. Det kan man tænke videre over.
Men jeg vil mene, at betydningsfulde ord tømmes for styrke ved at lade ”svagt jeg spænde ben for jeg” konstant, de ender med at hylde en psykisk afglidning der gør potentielt farlige ord ufarlige. Et selvbekrigende kampråb, klar til at folde sig ud som cabaretshow – og det gør os gudskelov ikke til revolutionære –
Så lægger sproget sig ind i den blåstemplede ekstremitets-trend: overmæt kultur i bøvsefasen skal have lidt farve i kedsomhedskinderne. Var det meningen?


Titlen i Paradis – Anita Lane

jeg er virkelig en ny fiktion
en lufthavn med en hemmelig
bane jeg er tidens mand med
oldingefjæs vaseline i blikket
der venter min partner in crime
cirklende højt over mine vaner
der vil forråde min forædlede
romantik så min pik kan komme
ud og eksistere på bedre vilkår
jeg er allerede så vild med den
nye feminist der kan forvandle
mit heteronormative hjerteslag
min hjemfaldne ejendomsret
til en magtkamp og rist rast
filijon gong gong vil du være
min klit så kom land kom


Ming:

jeg står ved køkkenvasken og kigger på emhætten
jeg tekstlæser mig selv hver eneste gang jeg siger noget
valnød
jeg er begyndt at få blå mærker på den højre arm
eller nærmere grønne lilla
jeg ved ikke hvor de kommer fra
er det far
gud
er det medicinen
jeg er så ensom
er er brunhilde med ragekniven
jeg er heidi for dig far
jeg er hele lille solens tarm
der er så mange afvisninger i mit liv lige nu
altså afvisninger fra mig selv til mig selv
bliv her på chatten
bliv her og kys mig
elsk mig
jeg vil være kyllinlykli
jeg vil være en grøn mand
i en drøm
der aldrig ender

Gyldendal, ca. 150 kr.

LH

Sten på sten
Årets Poesi

Årets poesi: Susanne Jorn

Sten på sten

Susanne Jorn (født 1944) har med værket ”Sten på sten” skrevet poetisk billedkunst, hvor hun forener maleriet med poesien. ”Sten på sten” er den 3. bog i en digttrilogi, hvor der fokuseres på primærfarverne – i denne farven gul. Susanne Jorns forfatterskab er præget af en opvækst med billedkunst, rejser, mangeårige ophold i USA og Japan, og af indflydelsen fra den kinesiske og japanske digtertradition. Påvirkningen fra billedkunsten er markant, især i brugen af farver, og bliver endnu stærkere når farverne selv gøres til tema i Jorns beskrivelser af naturen. Digtsamlingens omslag er illustreret med et gultonet tæppe af kunstneren Inge Bjørn.

Farverne i naturen indkapsles i Jorns poetiske univers, hvor de forbindes med særlige følelser, ”Det topasgule held/ Den solstrålende lykke”. Susanne Jorn beskriver overgangen mellem morgen og nat, men natten er ikke mørk hos Jorn, den er strålende og lys, som fuldmånen. Denne optimisme går igen i hele digtsamlingen, en melankolsk optimisme som også er båret af de selvbiografiske minder. Gennem digtsamlingen rejser læseren med Jorn fra Japan til Danmark, vi er passagerer i erindringen og årstidernes skiften, som i digtet ”Tempeltræer i Kyoto”, hvor efterårsgule farver fylder det poetiske univers. Digtene beskriver livets gang og cyklus: ”I dag/ er det tre dage siden/ mit lille barnebarn/ begyndte at gå”. Susanne Jorn formår med denne digtsamling at fremtrylle farverige malerier ud fra de sort/hvide sider. Digtene er korte og fine, som japanske haikudigte, fotografiske øjeblikke. De er lettilgængelige og kan læses af alle. Digtsamlingen rummer en stor spændvidde og variation, hvor inspirationen fra østlig kunst, rejser, natur og selvbiografisk stof går op i en højere enhed.

Hovedland, ca. 170 kr.

CL

Nike
Årets Poesi

Årets poesi: Caspar Eric

Nike

Caspar Erics nye digtsamling Nike berører to temaer: et brud og et liv som handicappet. Det tunge brud med kæresten og tilstanden som handicappet bliver én og samme smerte: man er ikke herre over alt i livet. Caspar Eric er født med diagnosen cerebral paretese, han er ”spastisker”. Nike er udformet som et brev henvendt til Caspar Erics eks og beskriver en bred vifte af stemninger og situationer. Sproget, båret af hyppige linjebrud, gør brug af et hav af anglicismer og slang, og bliver en inkarnation af nutidens talesprog. Digtsamlingen er i øvrigt ikke en digtsamling, men et langt digt, en talestrøm, over små 100 sider, uden tegnsætning: ”så her er min historie/ uden afbrydelser/ fordi dem der ikke vidner/ ikke kan være inkluderet”. Digtet er som en tankestrøm uden en eneste vejrtrækning, med hastige spring fra den ene tanke til den næste, og bærer signaturen ”sendt fra min iPad” på sidste side.

At læse digtsamlingen er som at følge Caspar Erics inderste tankeverden, uden nogen umiddelbar struktur. For der er ingen reel struktur i vores tanker, i vores dagligdag, vi springer fra det ene til det andet. Endnu en gang får Caspar Eric indkapslet en nutid med unge mennesker, som ikke kan fordybe sig. Digtsamlingens selvbiografiske træk er essentiel, og det er værkets almenmenneskelige værdi som gør, at man ikke kun bliver tilskuer til Caspar Erics tankestrøm. At skildre kærlighedens kvaler er dog langt fra nyt, og det er i Caspar Erics digt heller ikke det mest interessevækkende tema. Derimod er beskrivelsen af kroppen, den handicappede krop, langt mere interessant. Det er den sårbarhed som man mærker, at Caspar Eric bærer på: ”jeg er vred over/ at det altid ender/ med at blive en forklaring/ jeg skal lære at håndtere/ med stiv arm og rank ryg/ at min krop er på vej i ruiner/ og så bliver det både vreden/ og handicappet/ eller handicappende/ og afledende/ for opmærksomheden”.

For hvordan lever man i en krop, som man ikke har fuld kontrol over, i en verden hvor den konstante dyrkelse af motion illustrerer en sygelig kropsbevidsthed. Titlen refererer både til sportsmærket, som en ironisk distance til de mange motionsløbere, og tegner et fint billede af vores selviscenesættende og kropsdyrkende samfund. Men Nike er også styrkens gudinde, og Caspar Eric genvinder kontrollen over tankestrømmen og kroppen. Han stopper ikke op, sætter kun punktum til sidst. Caspar Eric har skabt et selvreflekterende værk, hvor det lyriske jegs sejr over kroppen, inviterer til samtale om tidens kropsholdninger og den ”uperfekte krop”.

Gyldendal, ca. 175 kr.

CL

 

Legacy
Årets Poesi

Årets poesi: Klaus Høeck

Legacy

Et værk af Klaus Høeck føles altid som en gave. Voluminøs, gennemarbejdet, overvældende. Denne gang gælder det i LEGACY omtrent 600 digte sat sammen i tre afsnit med de ret bidskt hippe titler: FACEBOOK/Selfies, INSTAGRAM og LINKEDIN/Updates.

Bogen er også et opdateret familiealbum – 140 gamle familiefotos er bearbejdet i farver af Jørgen Bispelund Knudsen, så de mest minder om popkunst: Warhol drikker miltufarvet bubble tea hos Høeck.

Omfattende er ironien og humoren, omfattende er (familie-, livs-) historierne der skal afrundes, tilspidses, 76 års liv, refleksioner, vrede og latter i en verdensfejende bevægelse, og som Høeck selv skriver, en oprydning i forfatterskabet.
Som hos Peter Laugesen er der meget proces, en del snak, et net af sprog – man ryster og guldet ligger tilbage på bunden.

Sprogsystemerne, som Høeck ikke skriver uden, er kort beskrevet sidst i bogen. Legacy benytter f.eks. prototyper med variabelværdier som R, D, r og d, stående for Relat, Descript, relator, descriptor.  Prototyperne genererer teksten. Yes … (En idé: Poesiens Hus må snart stå for et kursus i Klaus Høecks systemer).
Resultatet, de afbrækkede linjer, får konstant læsningen til at snuble og samle sig selv op. Det er en rytme som virker umulig at vænne sig til, man storker ivrigt af sted, med en irriteret vågenhed, hen ad den lange, bumpende, indholdrige vej.

   jeg har ingen fa
milie længere kun et
   HJERTE tæret af

   tid og glemslens ni
trater fotografier
   der ser ud som om

   de stod i brand el
ler lå på havets bund bil
   leder hvorunder

   der burde stå. it’s
not personal, it’s  poe
   try as usual

Gyldendal, ca. 400 kr.

LH

 

 

 

 

 

 

søvn
Årets Poesi

Årets poesi: Rolf Sparre Johansson

Søvn

Rolf Sparre Johansson digter om at blive far. Han er født i 1985. Det er hans første digtsamling. Det er et opgør med det idylliske forældrebillede. Stort set ingen forældrelykke, men træthed, rutine, vrede, overlevelsesmanøvrer. Så surt kan kan det være! Det er tæt på, detaljeret, langsomt, som en dag med barnevogn og bleskift er langsom. Det er et sprog der som en monolog inviterer til en talt situation, en scene. For sproget er ikke koncentreret eller krævende. Det er ikke specielt lyrisk. Det kan læses hurtigt og blive rytmisk som en arbejdssang, eller det kan læses langsomt og blive næsten komisk. Som den situation på gaden, hvor en gammel mand skal passere digterjeget med cykel – fylder ti sider. Sådan en minimalisme, den slags detaljer:

malou vækker mig klokken fem // og siger jeg er en dårlig kammerat// jeg siger ikke noget/tager min dyne og pude/med ind i soveværelset/vera sover // hun vågner klokken halv seks og igen/ halv syv, mellem halv seks/og halv syv vågner jeg to gange af at/ drømme at hun er vågen// da hun vågner rigtigt sidder hun/ og græder nogle minutter/så siger hun tjoller// jeg tager hende med ind i stuen/hun går hen til kassen med duploklodser/jeg lægger mig i ske med malou/på madressen.

Forlaget Kronstork, ca. 120 kr.

LH

Arabesque
Årets Poesi

Årets poesi: Nathalie Pade

Arabesque

29 forholdsvis korte digte danner Nathalie Pade’s digtsamling Arabesque, der i en blanding mellem storladenhed og jordnær, humoristisk nedskrivning af det storladne, bevæger sig omkring i klassiske billedsfærer som himmel/helvede, forfald, tro/tvivl, en ”gotisk” flirt med mørke kirkegårde, grave, og af og til et lige så gotisk ordvalg. En hel sfære skabt for at rumme en helt kropsnær, nærmest påtrængende livsfølelse, og i det ligger nødvendigheden.

Der er stemning, dramatisk spænding og personligt mod i digtene, men også en tendens til at lade sproget slippe for let ind i sine ”gotiske huller”, så det – forført af sig selv – ikke stopper mens legen er god, og digtene derfor taber noget i prægnans og styrke. Flere billeder ”af det samme” gør ikke billederne stærkere.
Finest er de mest konkrete digte, hvor relationen til et barn f.eks. eller til en hverdag, nogle omgivelser der skal give mening, trækker et større rum med sig (himmel og helvede).

Jeg skriver to do
and then I don’t
min hjerne finder ormehuller
en illegal valmue smutter forbi
i hverdagens maskine hænder det
at jeg taber et tandhjul
eller to.

Forlaget Ordlyd. Ca. 100 kr.

LH

Grusom
Årets Poesi

Årets poesi: Glenn Christian

Grusomhedsudstillingen

Glenn Christian genskriver i en poetisk prosa James Graham Ballards roman af samme navn – i Forlaget Arenas serie af genskrivninger kaldt ”Donna Wood-serien”. Før i serien er udkommet titlerne De danskes øer. Bind 1 og Inferno.

Overordnet kan Glenn Christians Grusomhedsudstilling siges at sammenfatte de to tidligere, for han åbner døren til en nær dystopisk fremtid, danske øer som i helvede – hvor ingen for alvor kan ønske sig at leve, overladt til en tom kulturs grusomhedsritualer.

Ud fra Ballards berømte ligning: “Sex x technology = the future”

Kan man læse genskrivningen, uden at kende Ballards originale forlæg? Ja og nej. Glenn Christians tekst er en opgivende, voldsfikseret og kvalmende poetisk oplevelse i sig selv (læs det som en kvalitet – at teksten går linen ud). Samtidig er man klar over, at mange betydninger går tabt, fordi den nye tekst refererer til, bygger på forlægget. Ballards roman kan derfor give den ekstra dimension i læsningen, som man kan have brug for, også for ikke at føle sig uvidende. Når f.eks. et afsnit i Glenn Christians Grusomhedsudstilling hedder ”Derfor vil jeg gerne kneppe Barack Obama”, refererer det til Ballards afsnit ”Derfor vil jeg gerne kneppe Bill Clinton”. Og videre i den dur, eller mol.

Vold. Kropsdele. Kulturelle og litterære ikoner (Camus fylder en del). Krig. Et klima der lider. Et sprog der lider (falder delvist fra hinanden), men måske også nyder det imens.

Glenn Christian – excellerer i dystopi. Måske er det dystopien der styrer i øjeblikket. Den styrer måske lidt for godt mod ingenting. Det giver ingenting lidt for gode chancer for magtovertagelse?

Det har ikke regnet i mange år. Solen slår hårdt. Ingen regelmæssig himmel/ hvor fuglene trives som kugler  i den gamle vind. Intet liv/ som ligner et liv på jorden/ hvor et spark genopliver omgående. Nej/ Jeg sætter nye mål med en hånd gravet gennem det blodvåde hår i fine linjer …

Forlaget Arena. Ca. 100 kr.

LH

105-1
Årets Poesi

Årets poesi: Peter-Clement Woetmann

Den 24. april 2015 udkom Peter-Clement Woetmanns digtsamling 105 variationer på forlaget Arena. Teksterne i 105 variationer er et udvalg fra et større tekstsamling, en interaktiv tekstmaskine som Woetmann skabte i 2012 og som bl.a. blev udstillet på Roskilde Festival. Teksterne undersøger mødet mellem den læsende, den skrivende og det maskinelle, som repræsenterer vores tidsalder. Peter-Clement Woetmann (f.1985) er uddannet fra forfatterskolen og debuterede i 2005 med digtsamlingen Heldigvis er skoven blevet væk.

I 105 variationer udforsker digteren mødet mellem det talte og det skrevne ord, som resulterer i et metafysisk studie af jegets møde med ordet. ”Dig” og ”mig” er både digteren og ordene, men er også spejlingen af et kærlighedsforhold.

At skrive bliver således en forlængelse af at opleve verden, som en naturlig kraft der bærer digteren tættere på kærlighedens tosomhed: ”Stigen op til sætningen”. Mødet mellem det intime kærlighedsforhold og ordets offentlige tilstand bliver paradokset for teksterne ”intimiteten i skriften”. Gentagelserne i variationerne spejler de intime refleksioner over den skrøbelige kærlighed, både tosomheden, men også ensomheden: ”Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop”. Repetitioner af sætningerne illustrerer også årstiderne og naturens evindelige gengang.

Med 105 variationer har Woetmann nedskrevet smukke tanker som falder naturligt på papiret, variationerne er en uendelig undersøgelse af poesiens og kærlighedens grundvilkår, som for evigt er forbundet til den utæmmelige (menneskelige) natur. Sproget er nutidigt, og fanger vores interaktive og elektroniske tidsalder.

 CL

Lars Dan
Årets Poesi

Årets poesi: Lars Dan

Caput mortuum og alle veje til Rom ender blindt

Lars Dan (f. 1960), kunstner, grafiker og poet har udstillet på kunstmuseer både i Danmark og i udlandet. I malerierne tager motiverne udgangspunkt i et figurativt og farverigt formsprog der i høj grad bevæger sig over i det mere abstrakte maleri. Det religiøse er et gennemgående tema, både i maleriet, men også i Lars Dans digtning. Hvor maleriet er et abstrakt rum, er Lars Dans digte refleksioner over den kunstneriske skabelse, som er forbundet med både smerte og magi.

Caput mortuum er titlen på Lars Dans digtsamling udgivet ved Boggalleriet i 2015. Caput mortuum, fra latin, det livløse hoved, er den brun-røde farve, som romerne forbandt med tørret blod. Titlen åbner op for et univers, hvor kunsten både er farve og smerte. Digtsamlingen er korte refleksioner over maleriet, om at skabe og om jeget midt i villakvarterets anonymitet, som en skarp kontrast til kunstnerens rum. Det er ikke i samfundet, men i naturen at kunstneren finder sin inspiration. Naturen er både mørke og lys, den er liv og død, og den er skabelse. Kunstværket udspringer af digterens inspiration og en vis grad af sammenfald: ”at male er at lægge kabale/ der kun sjældent går op”

Døden er et gennemgående motiv, kunsteneren maler med en brun-rød farve, som var det sit eget størknede blod. Ved skabelsen må kunstneren glemme formen, fordybe sig i sit inderste og ofre sig. Derfra udspringer det nye, og ordene på papiret: ”caput mortuum/ er bladlus på tube”.

I alle veje til Rom ender blindt (Boggalleriet fra samme år) har Lars Dan valgt at illustrere digtsamlingen, og tegningerne og ordene går hånd i hånd. Digtene er endnu gang en refleksion over kunsten, farverne, dyrene og ordene. Jeget finder inspiration i naturen, her ligger ordene spredt, på samme måde som minderne hvorfra inspiration også udspringer. Tiden og erindringerne er således også en grundtanke for digtene ”jeg cykler rundt og rundt/ i mine barndomsminder”. At give sig selv hen til kunsten, er, at åbne sig op og skabe erindringsbilleder. Et kunstværk udforsker både det grimme og det skønne, og Lars Dans udforsker mødet mellem naturen og sindet.

Med begge værker har Lars Dan skabt smukke digtsamlingerne, som inviterer læseren ind i et uendeligt og kunstnerisk rum, som følger de skiftende sæsoner, hvor ordene er lette og præcise, men hvor også inspirationen kan slutte brat ude i virkeligheden ”det sidste digt/ er en osende væge/alle veje til Rom/ ender blindt”.

CL

L&P
Årets Poesi

LOVE & POLITICS – en antologi

Nu er den udkommet. LOVE & POLITICS

En antologi fra Poesiens Hus med bidrag af:

Neringa Abrutyte, Annemette Kure Andersen, Per Aage Brandt, Iben Claces, Stig Dalager, Egil Dennerline, Signe Gjessing, Niels Hav, Lene Henningsen, Klaus Høeck, Bo Green Jensen, Susanne Jorn, Janus Kodal, Marianne Larsen, David Læby, Lea Løppenthin, Carsten René Nielsen, Marius Nørup-Nielsen, Ruben Palma, Peter Poulsen, Juliane Preisler, Aleksandar Sajin, Martin Glaz Serup, Ditte Steensballe, Nicolaj Stochholm, Morten Søndergaard, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Tomas Thøfner

Bogen er en dobbeltantologi (trykt i én bog, tête-bêche).
30 af landets bedste digtere skriver om denne tids og alle tiders hedeste emner: Kærlighed og Politik.
Med vidt forskellige udtryk og angrebspunkter rammer de alligevel i fællesskab en tidsånd, en kalejdoskopisk stemning af nu og her, og af fremtiden. De skriver med nerve og styrke om måder vi lever, tænker og føler på, som danskere, som verdensborgere.

Mandag den 15. december kl. 19.30 holdes der lancering for LOVE & POLITICS i Rådhushallen på Københavns Rådhus, hvor mange af digterne læser op, og der er fri adgang.
Rådhusets hovedfunktioner: politiske beslutninger og vielser – får på denne aften helt nye betydninger!

LOVE & POLITICS kan købes hos boghandlere, på nettet, i Poesiens Hus eller ved at sende os en mail.

Til-hj.side_
Årets Poesi

Poesiens Hus Bibliotek 2 + 3

POESIENS HUS BIBLIOTEK 2 og 3
Udgivelsesdato: 1. marts 2013

 

Poesiens Hus Bibliotek 2:
To kvindelige debutanter deler bog med to digtsamlinger: Månefotograf og Hovedskud eller bare pletter.

Susanne Cromwell (født 1956) har i mange år beskæftiget sig med både digtning og billedkunst. Månefotograf består af korte, næsten stakåndede tekster. Cromwells tilgang til poesien handler om knaphed, billedernes detaljer, de enkelte ords symbolske vægt – og nogle pludselige rifter og huller, en fremmedhed hvor tingene mister fodfæste og forsvinder.

Eva Botofte (født 1960) har foruden en akademisk baggrund i kunsthistorie, litteratur og sprog også erfaring med fotografi og skulptur. I Hovedskud eller bare pletter går skæv og skarp logik op i en højere enhed. De visuelle og sansemættede digte har – i modsætning til Susanne Cromwells lige så visuelle tilgang – en pågående energisk absurditet. Hendes opfindsomhed i sproget spænder digtene ud mellem blodigt drama og uskyldig leg.

Poesiens Hus Bibliotek 3:

For første gang på dansk kan man her møde den kinesiske digter Azhong (Li Younzhong, født 1959) i en oversættelse af Meditationernes Bog fra 2012.
Bogen er komponeret som 9 korte digtsuiter, der beskæftiger sig med eksistentielle, historiske og politiske motiver: Menneskets forvandling fra alder til alder, i sammenhæng med en nations og et folks forvandling.
Azhong har siden 1980’erne været en fremtrædende skikkelse i Kinas litterære undergrund. I mange år stod han på listen over forbudte forfattere – først i 2007 kunne han udgive en bog ”lovligt” i Kina.
Den vanskelige kunst at finde en dansk form til de kinesiske linjer, er her varetaget af den herboende kinesiske digter Jimbut i samarbejde med Gritt Uldall-Jessen. Bogen er trykt med både dansk og kinesisk tekst.

Digterne og deres bøger præsenteres ved en udgivelsesreception:
Fredag den 1. marts 2013 kl. 17-19 i Fotografisk Center, Pasteursvej 14, 1799 Kbh. V.
Oplæsning ved digtere og oversættere. Fri adgang.