POESIENS HUS
nicanor
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Antidigte

Af Joachim Friis

At skrive som man taler

I 2016 udkom Nicanor Parras poesi for første gang på dansk. Den nu 103 år gamle chilenske forfatter har skrevet i 65 år og har et utal af store værker bag sig i et forfatterskab, der er beundret verden over og som næsten har skabt sin egen lille genre: antidigtning, der også lægger navn til den danske oversættelse. Her har oversættere Krarup, Galindo og Golborne udvalgt digte fra 14 af Parras værker samt tekster fra forfatterens seneste aktive periode, hvor han har eksperimenteret med udtryksformer i spændingsfeltet mellem objekt og tekst ud fra idealet om ”at integrere kunst og liv”.

Parras antidigtning var og er netop en afvisning af den adskillelse og fremmedgørelse af konkret levet liv fra den ophøjede poesi. Som han skriver i sit manifest fra 1954, der indleder værket:

”Digteren er et menneske som alle andre

En murer som bygger sin mur

(….)

Vi forkaster

De mørke brillers digtning

Kårde og kappe-digtningen

Vi foreslår i stedet

Det nøgne øjes digtning

Det blottede brysts digtning”

Poesien skal handle om menneskets prosaiske hverdag, om de almene menneskelige kampe såvel som kollektivets kamp mod undertrykkelse. Manifestet er sigende for Parras stil, som også ligger i tråd med en del andre store sydamerikanske forfattere: den har en stærk modstand mod fortærskede metaforer og fastgroede tanker om ”god litteratur”, den er oprørsk, politisk satirisk, insisterende henvendt og ærlig.

Et eksempel på ærligheden er et af flere både morsomme og bitre digte i samlingen om tabet af kærligheden og et sidste desperat forsøg på at få hende tilbage:

 

”Angstpræget sindsforvirring som jeg forsøgte at afværge,

ved hjælp af en metode med hurtige spørgsmål og svar,

hvilket i hende skabte en tilstand af pseudoerotisk ophidselse,

som i sidste ende gav genklang i mig

i form af en begyndende erektion og en følelse af fiasko.”

 

Parra balancerer på en knivsæg mellem det nære hverdagslige og det banale. Og den balance er ofte så god, at man kommer nogle virkelig rigtig fine steder hen, uden at det for alvor bliver netop banalt. Parra mestrer enkeltheden, i det private som i det politiske, samtidig med at han genremæssigt spænder ekstremt vidt: satire, autofiktion, manifest, børnelyrik, konkretisme, endda økokritik, lang tid før den kom på mode. Det samlede indtryk værket giver er af en passioneret forfatter, der insisterer på sproget i verden. Og ikke mindst at trække alt tilbage igen, som Parra plejer at gøre ved enhver digtoplæsning, som den antidigter han er blevet kendt for at være: ”Me retracto de todo lo dicho”.

Nicanor Parra, Antidigte udgivet på forlaget Politisk Revy i 2016

watashi
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Watashi

Persiennelameller og en sort kat

Af Sofie Damgaard

Ifølge omslagsteksten på den himmelblå digtsamling Watashi anses dens forfatter, Shuntaro Tanikawa, for at være Japans største nulevende digter, og han er oversat til en hel række sprog. Nu udkommer Tanikawas digtsamling fra 2007 på dansk i Susanne Jorns oversættelse i anledning af, at de diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark har været etableret i 150 år. Spørgsmålet, tror jeg, er: Hvordan skal vi som dansk publikum tilgå en digtsamling, der umiddelbart indskriver sig i en anderledes poetisk tradition end en dansk/skandinavisk tradition (hvis man kan tale om en sådan)? Slet og ret: Hvordan læser man bedst den danske oversættelse af Watashi?

Før jeg prøver at svare på det, lige en kort beskrivelse af værket: Foruden en række mere eller mindre filosofiske udsagn og spredte, lidt mærkværdige excesser, blandt andet at flere ord pludseligt og tilsyneladende uden grund er skrevet med versaler, består Tankikawas relativt korte digte af hverdagsbeskrivelser. Det er zen-agtigt og ret straight og sætningerne kunne fx lyde sådan her:

”Gulligt sollys skinner gennem persiennelameller” eller ”en sort kat ligger på sofaen i en cirkel”. I et andet digt beskrives en hverdagsmorgen på følgende ret enkle måde ”Strækker mig først i sengen / Rejser mig op med et sæt / Tisser / Får fat i avisen”.

Det er dejligt at læse digte, der står ved udsagn som de her, og som ikke har ambitioner om, at de her hverdagsscener skal henvise til noget bestemt, eller bære en særlig betydning i sig. Og det siger jeg, fordi en del af Watashi netop har et eksistentielt og sprogfilosofisk ærinde, som jeg ikke mener, digtsamlingen helt lykkes med at adressere. Allerede på første side oplyser en fodnote om, at digtsamlingens titel Watashi betyder jeg på japansk. Og når der på samme første side står, at det her “jeg” har ”konstante problemer med ord” og ”[ærlig talt foretrækker] ordløshed” aner læseren konturerne af et metarefleksivt lag i digtene, hvor det sprogfilosofiske hovedproblem er, at vi har et jeg, som også er et ”jeg” i sproget, men at disse to ikke nødvendigvis stemmer overens.

Jeg er overbevist om at digte om sprogskepsis og digte, hvori et jeg ransager sig selv og spekulerer over sine muligheder for at udtrykke sig, kunne have været interessant at læse, men jeg synes, at Tanikawa i Watashi burde have holdt sig til det knapt så højtravende, og så holde ambitionsniveauet, når det gælder de helt nære beskrivelser af lys og skygge, de små dagbogslignende notater om dagens gang og gøremål. Man kan kun gisne om i hvor høj grad, mit standpunkt er farvet af det, man måske kunne kalde min danske læsebias, men Watashi læses bedst, synes jeg, når man fokuserer på de passager, hvor den ikke prøver at forstå og metakommentere alting. Digtsamlingen siger det nemlig så fint selv: ”Ting med uforståelig mening findes / – Jeg føler mig tiltrukket af den slags ting”.

Shuntaro Tanikawa, Watashi, Forlaget Hovedland 2017, Oversat af Susanne Jorn, 70 sider

 

hvis en anden
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Hvis en anden

Vreden er terapeutisk / grønkålen blomstrer

Af Sofie Damgaard

Sigurd Buch Kristensens Hvis en anden er en smuk og knugende formidling af et svigt.

Hvad ser man på, når den man elsker har forladt én? Og hvilke ord er tilgængelige efter bruddet?

I Buch Kristensens Hvis en anden er det kun ganske få ord og sætninger, der er tilgængelige – et kærlighedstab føles tilsyneladende så voldsomt, at der kun kan siges meget lidt, og digtsamlingen består da også af 39 brudte og ordknappe udsagn, hvori der næsten kun tales om det, der er absolut tættest på. Fokus er på  ”begivenheden / ved det mindste”, som der står.

Med egne ord lader værket sig altså falde ”hen / ved enhver / bevægelse”. Den sørgendes blik rettes mod naturfænomener, andre kan have tendens til at overse: ”Grønkålen blomstrer”, ”svalers / dyk”, ”erantis / lilje / anemone”. Det er virkelig bare det, digtene består af. Og det er som om disse syn for den, der er blevet svigtet, både er forbundet med sorg og lindring. Omkring billederne skaber Buch Kristensen nemlig en ret bemærkelsesværdig alvorsfuld og nogle steder endda forurettet stemning, der slås an med det første digts sidste linjer: ”En opvågnen / i svigt”. Dette chok sætter ligesom scenen for hele den lille, koncentrerede digtsamling, ja, det er på den baggrund at tingene træder frem i Hvis en anden. Som om sorgen over svigtet har skrællet et lag af. Det fine ved tilstanden af hudløshed, om man vil, er dog hos Buch Kristensen at den muliggør et klarsyn og nogle steder endda lindring og lykke. Derfor kan der stå ”vreden er terapeutisk” og pludselig ”lyksalige / bruser vi / i hinanden”.

Det er helt særligt, at Buch Kristensens tekster balancerer her; et sted midt imellem lykke og sorg, og at de to følelser ligger lige op og ned af hinanden. Selvom Hvis en anden er kort, så synes jeg, man bliver i det sammenfald af følelser; man tror ganske enkelt på den måde, der bliver sørget på og tager den med sig ud i verden.

Sigurd Buch Kristensen Hvis en anden, Det københavnske forlag Cris & Guldmann 2017, 42 sider

 

my
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Et alfabet

Af Joachim Friis

Systemdigtningen har en lang tradition i dansk litteratur, med mere og mindre vellykkede eksempler. Det er denne tradition, der som det første dukker op i min erindring, idet jeg begynder at læse My Eliassons debutværk Et alfabet. Her altså særligt alfabet-systemdigtningens tradition. Efter min mening fornemst præsenteret af Inger Christensens digtsamling med næsten identisk titel, ”Alfabet” fra 1981. Eliasson udforsker denne tradition i sine digte, der straks bringer mig til abrikostræerne, cikaderne og alt det andet der findes, inden jeg overhovedet har læst første digt færdigt.

Til forskel fra Christensens digte er det i Eliassons 29 af slagsen ikke kun navneordene, men simpelthen alle ord, der skal have samme startbogstav fra det danske alfabet. Digtene følger heller ikke som Christensens, naturens organiske udformning med fibonacci-talrækker, forgængelighed, liv, dyr og planter. Knap så store horisonter bliver slået op og vi får både kortere og mere hverdagslige associationsrækker fra Eliasson i et sammensurium af tanker, der ikke har nogen egentlig rød tråd, men mere er små sprogeksperimenter, der strækker sig fra det finurligt morsomme, drillende, kiksede: Kähler kællingerne // Kæler kussen // Kom kærligt // Keramik – til det forsøgsfuldt samfundskritiske om evigt effektiviserende kapitalismemekanismer (så kritisk som formatet nu kan bære det): Systemets slaver // Skaber svindlernes succes // Samtidigt synger staten // SMIL SVIN SMIL.

Digtene er lette i deres udtryk og indhold, de er legende i deres ordspil og billedrækker og de åbner op for følelsesmæssige rum, der både kan være humoristiske, alvorlige og vrede, og frem for alt helt nede på jorden. Digte der kan minde om ærlig erkendelseslitteratur fra 70’erne pakket ind i krydsordsformat: Løn: // Lørdagskylling // Lørdagslotto // Lørdagsslik //Lørdagsunderholdning // Lørdagsfortvivlelse. På samme tid ambitiøs og letlæst systemdebut.

My Eliasson Et alfabet, digte, udgivet på forlaget Politisk revy, 2015

 

tb
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Tropisk blod

Af Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Digtene i Tropisk blod er bygget op af fragmentariske sætninger, hvor der som regel ikke er en logisk sammenhæng mellem den enkelte sætning og den efterfølgende. En stil, der tilsammen skaber en form for krakeleret helhed. Der males konstant billeder i digtene som jeg aldrig før har forestillet mig, hvilket bidrager til den krakelerede helhed, hvor teksten slår revner, fremfor at flyde i en lind bevægelse. Strømmen af sproglige billeder, der udfordrer min bevidsthed, er samtidig med til at give digtene i Tropisk blod en grundstemning, der på én gang er smuk i sin poetiske og spontane form og samtidig rummer et destruktivt tempo, der hele tiden varsler om undergang.

En dobbelt grundstemning, der også opstår gennem en dynamik i digtene mellem et jeg og et du, et kærlighedsforhold mellem en dreng og en pige, der sammen er nysgerrige på den ekstase de opnår gennem stoffer og sex. Sammen er de i gang med en frygtløs jagt efter at leve livet maksimalt – en jagt der både er smuk og sørgelig, fordi den lægger sig så tæt op af destruktionen: Jeg ppuster coke på dit knibehjerte // og laver en bryststorm // smerten bider som et barn // vi kom til at fokusere på // hvor ødelæggelsen ikke tog os hen // Vi brænder optagelsen // med håndleddet på halsåren // vælter og skælver ritaliniserede // vi lever som en ulykke // med nakker i samme løkkeMed hinandens fingre i munden // padler vi i kontaktlim.

Jeg vil sammenligne Tropisk blod med oplevelsen af at stirre ind i et par vilde drengeøjne omringet af bleg hud og sorte rander under øjnene. Øjne, der på en gang er fascinerende og foruroligende, fordi de har et blik, der er destruktivt og fraværende, men samtidig rummer en energi og poetisk anskuelse, der er tiltrækkende.

Kristoffer Vhre Knattrup: Tropisk Blod, Det københavnske forlag Cris og Guldmann, 2017

 

modiano_crop
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: En Stamtavle

Af: Sofie Damgaard

Den franske nobelprismodtager Patrick Modianos (f. 1945) korte selvbiografiske roman En Stamtavle er ikke stakåndet, som han foreslår flere steder i værket, jeg oplever den ikke sådan. De uafrystelige nedslag i Modianos personlige fortælling er tværtimod formidlet i et fuldstændig enkelt sprog. Sætningerne er korte. Tempoet tilsvarende langsomt. Hvis der er en hastighed, er den snarere forbundet med Modianos egen fortumlethed ved at skulle finde hoved og hale på sin historie og foregive en kronologi.

Om sit projekt skriver Modiano blandt andet: ”Jeg vil fortsætte med at opregne disse år et for et, uden nostalgi, men stakåndet. Jeg kan ikke gøre for det, hvis ordene støder sammen. Jeg må holde tempoet oppe for ikke at miste modet.”

Disse momenter af tvivl og refleksion over den selvbiografiske fortælling synes jeg springer i øjnene i den lille, smukt korngule roman. Det er tankerne om, hvordan man fortæller sin historie, og hvordan det er, at se tilbage på sit liv, som er lettest at følge. Måske er det simpelthen fordi de kaotiske hændelser, vi hører om, som Modiano gennemlevede i sin barndom i Paris før sit 21. leveår, kan opleves relativt historisk betingede på en måde, der gør dem utilgængelige.

Men nej, sådan er det alligevel ikke at læse Modianos En Stamtavle. Den er ikke på nogen måde utilgængelig. Heldigvis er romanen andet og mere end ”en simpel oprulning af hændelser og fakta”, som Modiano skriver den er. Selv om den siger det om sig selv (”jeg beder om undskyldning for alle disse navne” skriver Modiano) er romanen nemlig meget mere end et katalog over navne og steder, der er blevet historie. Man læser den ikke, som om den var en historiebog. Det er nærmere sådan at mennesket Modiano i En Stamtavle åbner for et kig ind i hans personlige historie, formulerer sig så klart, og reflekterer så delagtiggørende, at fortællingen skrår over eventuelle historiske barrierer og bliver exceptionelt nærværende. Derfor sidder jeg efter endt læsning tilbage med enkelte billeder fra Modianos fortælling, korte scener som denne, der ikke er til at ryste af sig:

”Afsted så hurtigt som muligt inden efterårets kaserneliv. Den første juli, Gare de Lyon, tidligt om morgenen. En andenklasseskupé i et overfyldt tog. Det er den første dag i sommerferien. Det meste af rejsen står jeg op i gangen. Næsten ti timer, før vi når Middelhavet. Bussen kører langs kysten. Les Issambres. Sainte-Maxime. Glimtvise følelser af frihed og eventyr. Somrene vil altid tælle blandt holdepunkterne i mit liv, selvom de med deres evige middagslys ender med at flyde sammen.”

Patrick Modiano: En Stamtavle, Arena 2017

image
Årets Poesi

Årets poesi: Jóanes Nielsen

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Jeg kender kun Færøerne gennem billeder, og fordi jeg aldrig har været der, har jeg en klar fornemmelse af, at jeg kun kender den idé om Færøerne som er afbilledet på postkort. Men efter at have læst Broer af sultne ord har jeg det som om jeg kender det bedre, faktisk meget bedre, som om jeg har besøgt det. I digtsamlingen betages jeg af en særlig færøsk stemning. En stemning, hvor grå og grønne farver fylder min bevidsthed. Farver der hænger sammen med duften af dug og våd jord, med lyden af bølgers gentagende slag mod kysten og lyden af fjeldene, der i digtsamlingen beskrives som operasangerinder klædt i græs. Med til denne stemning hører fiskerne. Et arbejdsfolk, der er genkommende i digtene. Særligt i digtet “Hugo er død”: Hugo er død // Mallemukkerne førte budskabet videre // Til bankerne ved Sydisland og til Flemish Cap // Hugo er død // Lød ekkoet mellem isbjergene … Hugo er død // Og skal jeg være ærlig // Tror jeg ikke han ville have klaret sig mellem englene // Dertil var arme og ryg for slidte // Hugos himmel // Er fiskernes himmel // De lever videre i bølgetoppenes brud // Tågen omkring de slukkede stjerner // I skinnet // Fra en lysbøje på Nordhavet. Fiskerne og fortidens historier hører med til den stemning jeg mærker, når jeg læser Broer af sultne ord. Her er naturen beskrevet som et fælles stof alt er en del af, både de levende og de døde, fortidens ånder og drømme.

Stemningen jeg er optaget af i digtsamlingen, beskrives gennem en nostalgisk og melankolsk stemme, der står med et ben i fortiden. Et ståsted, hvorfra der ses døde helte i gaderne samtidig med, at der rettes kritik mod samtidens fitnesscentre. Det er et jeg, der gennem lyden af Færøernes kirkeklokker, forsøger at sige noget om religion, og hvordan der i denne må og skal være plads til livmoderen. En stemme og et jeg, der bedst kan lide sidegaderne i livet, som er optaget af hvordan Ordene er skorpen på en forstand der hamrer løs i alt stof.

Jóanes Nielsen: Broer af sultne ord, forlaget Torgard. Oversat fra færøsk af Erik Skyum-Nielsen.

41
Årets Poesi

Årets poesi: Carsten René Nielsen

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Hvis han trækker lidt i tapetet, lige dér, hvor væggen møder en anden væg og danner det såkaldte hjørne, kan han kigge ind gennem en smal sprække. Der er en mennesketom park derinde. Løftet i tapetet skaber et blik ind i en anden verden, og dette indblik er karakteristisk for prosadigtsamlingen Enogfyrre ting af Carsten René Nielsen. En bevægelse, hvor verden og situationer beskrives gennem imaginære perspektiver. Her er der ingen grænser for, hvordan verden kan beskues og beskrives. Porcelænet folder sig sammen som en våd klud og solen sidder fast på himlen med et enkelt stykke tape. Sproget og beskrivelsen af verden er legende og undersøgende, hvilket danner mange komiske billeder og underfundige situationer. En legende brug af sproget med en nogle gange ironisk tilgang til den klassiske skolelærer-opfattelse af litteratur, hvor betydningen siges at være gemt under det, der står i teksten Man skal lade metaforen ligge, for hvis man kigger ind under den, er det helt ligesom med tæpper. Der er aldrig fejet noget ind under dem. Under metaforen er der bare et gulv.

I Enogfyrre ting ligger der en tyngde i den surrealistiske beskrivelse af verden, der i sine iagttagelser danner en anderledes indgangsvinkel. Prosadigtsamlingens ramme er enogfyrre ting vi møder i hverdagen såsom et køleskab, en tøjklemme, en blokfløjte og en hovedpude; en ramme, der skaber en helt almindelig ydre skal til et indhold, som er alt andet end almindeligt.

Carsten René Nielsen: Prosadigte, Forlaget Ekbátana, 149,95 kr.

sondagsland
Årets Poesi

Årets Poesi: Sissal Kampmann

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

I et land//hvor varmen aldrig synes//at formå at varme//skeletterne i kroppene … her i Søndagsland// er verden blot et svagt ekko. I digtsamlingen Søndagsland møder vi et jeg, der skriver ud fra en nutid, hvor fortidens drømme om fremtiden ikke er blevet indfriet, og hvor drømmene om en ny fremtid endnu ikke er begyndt. En nutid, hvor jeget befinder sig midt i mellem en afslutning og en begyndelse. En mellemposition, der kendetegnes ved en form for ikke-væren, et slags limbo, der beskrives som et Søndagsland.

Der er slået revner i jegets spejlbillede. Hun er en anden, end den hun var engang. Der er slået revner i troen på alt det, der engang gav mening. Hendes bekendtskaber er ikke længere de samme. Et forhold til en mand, der forandrede sig og gik tabt. Hun tænker på mennesker hun ikke længere kender. En bevidsthed om at tiden gik, og med den, drømme der aldrig blev opfyldt. Jeget skriver, at hun har forandret sig til en kvinde, der tjekker vejrudsigten flere gange om dagen. Det er denne kvinde vi møder i Søndagsland; en kvinde, der er på vej et andet sted hen, uden at vide hvor. Hun går rundt i dagligdagens gentagende rytme uden retning. I denne rytme tjekkes vejrudsigten og potteplanter vandes. Jeget går rundt i ensartede dage og beskriver vejret, der er gråt og koldt, og det omkringliggende landskab beskrives med en melankolsk tyngde.

Det er Færøernes fugtige tågebanker og kraftige regnbyger, der beskrives i Søndagsland. Det er på Færøerne, digtsamlingen udspiller sig og Søndagsland er derfor også et udtryk for en karakteristisk færøsk stemning. En rå natur med hårde voldsomme vindstød, storme, der med spidse tænder flænser sig gennem gaderne, ruder der truer med at springe ind i stuerne, den solide fårefold, der er fasttømret til jorden, sludbyger, haglbyger, og glæden ved endelig at se solens stråler. Et land, hvor melankolien trives. I beskrivelsen af vejret og omgivelserne beskrives også solens gang og årstidernes skiften. Dette opløser adskillelsen mellem dagene, og overblikket over tidens kronologiske rækkefølge forsvinder. Tiden er hele tiden tilstede selvom den står stille. En tidslighed, der korresponderer med det limbo Søndagsland også er, hvor jeget står mellem en afslutning og en begyndelse Her i vinternatten//er bordet besat af mænd // i sorte habitter. // Foran dem ligger // papirer // der skal underskrives. // Under ed og med ære // skal jeg sætte mit navn. // Bevise, indrømme // at jeg forstår // at nu begynder // en anden tid.

Sissal Kampmann: Søndagsland, forlaget Torgard

monografi
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Skitse til en monografi

Af: Joachim Aagaard Friis

Mathias Dyhrs værk Skitse til en Monografi er ét langt arbejde med at forsøge at sætte ord på formers dynamiske og flerdimensionelle univers. Værket omhandler Dyhrs tid på billedhuggerskolen, måske bedre kendt som kunstakademiet. Han skriver om den kunstneriske praksis, ikke hans egen, men hans medstuderende T’s og dennes skulpturelle kunstværker.

Jeg’et betragter T, beundrer ham, er misundelig på ham, ler med ham, bruger hverdagen med ham – frem for alt beskuer han T’s skulpturer og prøver at finde ud af dem: Squirrel Moon, Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light, Night Vision, Forest Friend, Planet Sunday, Trekking Trane, og Rebirth, hvis form man kan betragte på værkets kridhvide og ellers uspolerede forside.

I En skitse.. får man et indblik i en kunststuderendes hverdag. Den er et billede af, hvordan de studerendes praksisser væver sig ind og ud af hinanden, hvordan de inspirerer hinanden, ligesom omgivelserne på skolen gør det. Samlet bliver teksten til et stort hele, et øjebliksbillede af den hverdag, jeg’et har.

Handlingen er minimal og størstedelen af indholdet er en slags værktekster, der sprogligt forsøger at give form til de værker, vi ikke kan se med øjnene. Det er tydeligt at forfatteren har anstrengt sig til det yderste for at gøre skulpturerne så sanselige som muligt for læseren. Med indledningen ”hvordan skal jeg beskrive (det pågældende kunstværk)?” gennemgår jeg’et en stor samling af T’s værker, prøver at skrive deres udtryk og betydninger frem:

”Hvordan skal jeg beskrive Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light? … Et profileret ansigt i babyblåt. Skulpturen ejer et gennembrudt øje, øjenhviden og irissen flyder ud i en nedtrykt glam rock-makeup. Pupillen er rillen i en saftig kalvetunge. Nedenfor: En ensom tåre der ikke vil give slip – en tomhedens tatovering samt en mund der løber i vand … Snøft! Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light er lige som gipsfiguren i Rebirth reversibel. Mon ikke de alle sammen er det? Gennem deres huller tager de del i hinanden. Mærkelige negative figurer opstår mellem dem. Jeg har lyst til at stille mig ind mellem dem og blive optaget i deres grædekor.”

Som citatet viser, bliver de enkelte værker sammenvævet i beskrivelserne og får nye dimensioner, når de iagttages sammen. Fascinationen for skulpturerne lyser ud af sætningerne, som skaber tydelige billeder af dem, på trods af værkets rent tekstuelle karakter uden et eneste reelt billede. Værket skaber refleksion over forholdet mellem tekst og form, hvordan tekst både kan forfladige skulpturer og andre kunstværker, men samtidig kan skabe helt nye perspektiver på kunstens håndgribelige materie.

Værket søger få gange væk fra skulpturerne og beskæftiger sig med jegets egen realitet: den unge kunststuderendes daglige liv, hvordan man klæder og opfører sig på akademiet, den prekære situation der venter: frygten for fremtiden uden for akademiets mure. Men det er kunstværkernes egne former, der er det bærende omdrejningspunkt.

Mathias Dyhr: Skitse til en monografi, Roulette Russe, ca. 65. kr i boghandlen Minus 1

frugt
Årets Poesi

Årets poesi: Shekufe Tadayoni Heiberg

Af: Joachim Aagaard Friis

Shekufe Tadayoni Heiberg har skabt en lille frisk samling spirende organismer, der udgør et slags kartotek i ”FRUGT OG GRØNNE SAGER” – 25 bittesmå digte der hver beskriver og tegner en frugt eller en grøntsag. Værket er et festfyrværkeri, en fejring af alt der gror fra jorden og som ”min mor gav mig at spise … fra den dag, jeg flyttede ind i hendes mave til den dag, jeg flyttede ud af hendes hus”, som der står på første side.

Det er svært ikke at blive forelsket i Heibergs debut, lige fra man ser og rører ved det grønblå omslag med hendes egne smukke, enkle men samtidig minutiøse tegninger af grøntsager i guld og sølv. Hun beskriver undersøgende og nysgerrigt de grønne sager, som var det første gang hun stod med dem i hånden og så rigtigt på dem, duftede til dem, strøg dem over det materiale, de er gjort af. Hun vælger at lægge hele det udviklede og fasttømrede vokabular for frugter og grøntsager på hylden. De er i værket ikke længere noget, man nødvendigvis først og fremmest spiser, de kan være så meget andet, ligeså meget som mennesker kan være. De er unikke levende væsner: vindruerne er små lilla og grønne sole, porrerne har ”krøller fra et kid” og guleroden er en ”mor med ophår”, der ”tager del i verdens lunge”! -og som helst ikke vil bides af larven i mulden. På grund af den umiddelbare legende og materielle tilgang bliver digtene taktile, de skaber dufte og teksturer, der forstærkes af de mønstrerede tegninger, som ledsager teksterne.

I stedet for at fremhæve et citat kunne jeg sige: ” se fignen, figur 10”. Jeg kommer aldrig til at spise en figen på samme måde igen efter at have fordybet mig i ”cirklen den fine cirkel en cyklisk cirkel af æg halve millioner af æg ligger æg mod æg i cirklen ligger lillaglatte fine”. Og sådan har jeg det også med de resterende visuelle, tekstuelle, og på alle måder sanselige grønne sager i Heibergs digtsamling.

Shekufe Tadayoni Heiberg, Frugt og grønne sager, Forlaget Uro, ca. 150 kr.

VPC
Årets Poesi

Årets poesi: Vibeke Pilar Carstensen

Bare et liv, bare en tid

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Digtsamlingen Det tager lidt tid at gå bort af Vibeke Pilar Carstensen handler om at se sin egen mor gå bort. Digtene skildrer en udvikling fra, da moderen får konstateret kræft, til den dag hun bliver begravet, og hvert digt fungerer som forskellige nedslag i denne udvikling.

Skildringen er bevægende, ikke mindst på grund af digtenes form, der alle består af korte sætninger uden tegnsætning, der ikke prøver at være andet end det de er. Det er digtsamlingens styrke at tale om døden med enkle ord. Der tales om liv og død på en måde, så digtsamlingen bliver på jorden og ikke hæver sig op i et symbolsk univers. Digtenes form og sprog gør det muligt at læse dem intuitivt. Der er ikke noget gemt i teksten, jeg skal finde for at åbne digtene op. De er der i sin enkelthed, en enkelthed, der skaber en åbenhed, hvor jeg bliver knyttet til den sorg over livets flygtighed, der er til stede i digtsamlingen.

I digtene blandes ofte beskrivelser af konkrete gøremål og hændelser med en stor sorg og bedrøvelse, der ligger lige under overfladen. Som når jeget tænker på, hvor længe blomsterne omkring hendes mor kan holde, hvis hun husker at skifte vandet, og derefter tænker på, at de næste blomster hun kommer til at give sin mor er ovenpå hendes grav. En blanding, der ofte afspejler et forsøg på at holde sammen på en normaltilstand i en situation, der er alt andet end det. Et forsøg, der er dømt til at fejle, hvilket allerede antydes i et af digtene i begyndelsen af digtsamlingen, hvor jeget skriver hun har travlt, hun har kun fyrre minutter til at græde, før hun skal hen i børnehaven og hente sine børn. En normaltilstand, der kastes bort, da de venter på at moderen skal dø, her stoppes det gamle ur, der kommer ikke til at være flere slag for halve og hele timer, tiden skal stoppes.

Beskrivelsen af konkrete hændelser i det enkle sprog gør, at sætningerne ofte antyder mere end der står, som når der står skrevet Vi har ikke travlt // Vi venter med badet til i morgen eller En rollator der aldrig kommer // De ved det er for sent. Dette er beskrivelser af hændelser, der hele tiden har en klang af død og sorg i sig, en klang, der er mellem linjerne. En klang, der samler digtsamlingen og giver digtene og en bevægende tyngde.


Det tager lidt tid at gå bort, Vibeke Pilar Carstensen, forlaget Alfa, ca. 130 kr.

tommy
Årets Poesi

Årets poesi: Tommy Heisz

Af: Joachim Aagaard Friis

”Den mørke tid er tilbage”. Med Tommy Heisz og hans Kviksølvdagdrøm går jeg ind i et mørkt og goldt landskab af tanker der rummer sorg, nostalgi og fortvivlelse. Følelsen af hjemløshed og af at være fortabt på grund af en fortid, der ikke vil falde på plads, men konstant når op til overfladen. Jeg’et er skiftevis i vågen eller sovende tilstand, eller måske netop i den tilstand, som titlen indikerer: i dagdrømme. Men ikke i den håbefulde og ønskende tilstand, man normalt forbinder med ordet. Snarere i angstfyldte feberfantasier, som sværmer om minder, der ikke vil gå væk, som taler om en tid, der er forbi og aldrig vil komme tilbage: ”Jeg lader fortiden ligge // men igen og igen // rejser den sig op og siger: // hva’ så er du klar?”

Centrum for værket er jeg’ets brud med hende, en tidligere kærlighed, han ikke kan slippe eller blive færdig med. Han har mistet sig selv i tabet af hende og har ingen anelse om, hvordan han nu skal finde hen til noget, der kan kaldes hjem. I teksterne læser jeg gennemgående nostalgiske tilbageblik på deres tid sammen: ”Der lå vi i græsset // åndede sekunderne // før tiden kortsluttede // ingenting mellem linjerne // i landskabet og skyerne //stod befriende stille // Det var nok”

Værket er delt op i 3, Skælv, Drivtømmer og Ekko. Forholdets brud, jeg’ets opløsning i sorg, og mindernes konstante insisteren midt i det hele er på færde i alle delene, og der er ingen reel progression i værket, måske snarere en snurrende fornemmelse af at blive trukket længere og længere ned i dyb fortvivlelse. Og teksterne skinner klarest for mig, når de i deres kviksølvsdagdrømmende univers er helt nede på bunden af denne fortvivlelse, hvor de surrealistisk og næsten komisk forsøger at skrive sig ud af den:

”Jeg prøver at glemme, men jeg drømmer om droner og fjernstyrede følelser .. jeg står på skøjter ned ad autobahn ..  Jeg stikker frivilligt min hånd i en kødædende vante. Jeg henretter et hjortekid ved hjælpe af statisk elektricitet. Jeg lader vinteren æde sensommerens blitzidioti. Jeg infiltrerer medicinalindustrien. Jeg kommer på podiet, jeg vinder priser for at afsløre, at mennesket er en fiktion, kærligheden en luftspejling.”


Kviksølvdagdrøm, Tommy Heisz, forlaget Neon og Nordlys, 200 kr.

uudgrundeligt
Årets Poesi

Årets poesi: Maya Peitersen

Af: Sofie Damgaard

Uudgrundeligt

”De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop”. Sådan starter Inger Christens berømte sonetkrans Sommerfugledalen fra 1991. I Maya Peitersens Uundgrundeligt der er udkommet på mikroforlaget Escho i 2017 er det ikke sommerfugle, men gopler der stiger op. Og de stiger ikke op fra jordens varme krop, men fra havets hvide dyb. Fra havets uudgrundelighed.  

Værket er en grafisk digtsamling med tekster af Peitersen selv, foruden Vagn E Olsson, Naja Vucina Pedersen, Jonas Okholm Jensen, Ulla Eriksen, Thomas Krogsbøll, Cecilie Lind, René Jean Jensen og Marianne Larsen.  Ind i mellem Peitersens femten fine stregtegninger står disse forfatteres småpolitiske og økopoetiske digte, og dermed bliver Uudgrundeligt i sin helhed en elegant sammenvævning af stemmer og kunstformer uden et hierarki imellem sig. Tegningerne forestiller smukke og sære væsner med lange fangearme, enten i, halvt i eller ovenover vandoverfladen. Der synes at være en pointe i, at gople-væsnerne og vandet flyder sammen – også digtene arbejder på hver deres måde med porøsitet og strukturnedbrud. Det er derfor, jeg synes Peitersens værk er et poetisk-politisk værk: De strukturer vi kender er flydende, synes værket at udsige i al sin polyfoni: ”Den er et punkt, indtil man zoomer ind og ser, der er meget plads endnu”, som Eriksen skriver. Og Peitersen afrunder digtværket og istemmer: ”Det hele glider, videre, videre, videre”

Uudgrundeligt, Escho 2017, ca. 150 kr.

 

Bindingerne
Årets Poesi

Årets poesi: Morten Chemnitz

Bindingerne

Morten Chemnitz (f. 1984) debuterede i 2013 med digtsamlingen Inden april. Hans nye bog, Bindingerne, er skrevet over samme naturlyriske tema. Værket er bygget op omkring to dele, en vinterdel og en sommerdel. I begge afsnit beskriver de tætskrevne prosadigte naturens mange facetter. I en seriel gentagelse, fra sætning til sætning og fra tekst til tekst, skildres de organiske overgange i naturen, fra græsset, til vinden, til buskene og træerne, og ikke mindst solens og regnens gennemtrængning af disse. Naturen er i digtene mennesketom, og kun enkelte gange får ”jeget” en plads i beskrivelserne. Det er ikke digterens holdning til naturen der er i centrum, men derimod ordene. De sproglige beskuelser er præget af en trist og melankolsk tone. I en rytmisk gentagelsesstruktur bliver læseren, gennem læsningen, en ensom beskuer til den danske naturs kontraster mellem koldt og varmt, mellem mørkt og lyst, mellem tørt og vådt.

Værket fremstår som en grammatisk færdighed, som gør værket interessant, men dog også svært tilgængeligt. Digtene er både lette og svære at forstå, og man føler at den på én og samme gang er indadvendt og udadvendt. De grammatiske finesser kaster et nyt lys på et ellers ikke originalt tema: den danske natur. Det er utroligt, hvordan et så grundigt grammatisk projekt kan blive så naturligt. Bindingerne er gennemarbejdet naturlyrik, der gør naturen til ord og ordene til natur.

Gyldendal, ca. 150 kr.

CL

Unaturen
Årets Poesi

Årets poesi: Rasmus Nikolajsen

Tilbage til Unaturen

Rasmus Nikolajsen har skrevet digte midt i naturen. Nikolajsens (f. 1977) ”Tilbage til unaturen” er tredje bog i en serie, hvor ”Alting ender med et bryllup” og ”socialdemokratisk digt” er de første to.  Digtsamlingen er delt op i korte afsnit med dato og sted, og som i en dagbog bevæger vi os igennem forskellige natur- og bylandskaber og årstider, alt imens digterjeget reflekterer over disse. Digtene indfanger et øjeblik og et konkret sted, og bevæger sig frit associerende herfra: ”Vesterhavsbølgerne, smukke/ og meningsløse, som linjer/ i digte”

Digtene er skrevet fra den 1. maj 2011 til 2015. Naturen går sin gang, på samme måde som digteren bevæger sig gennem landskaber og sindsstemninger, næsten som i den romantiske lyrik. Digteren reflekterer over menneskets tilstand, eksperimenterer med at finde følelser og sig selv i naturens omgivelser: ”Jeg længes efter at fortsætte, / ned ad stien og skrænten, ind/i skoven, men jeg er inde/midt i skoven allerede”. Det er spørgsmålet om meningstomhedens ubehag, som digtsamlingen rummer, men det bliver aldrig desperat eller håbløst, men derimod accepterende og roligt.

Digtsamlingen indeholder relativt korte og formmæssige stramme digte (8 vers, 8 stavelser). Sproget er på en gang enkelt og sammensat, tonen er melankolsk, og med de ordrette beskrivelser formår Nikolajsen at forbinde virkelighedens kompleksitet med enkelthed.

Med smukke metaforer, sanseindtryk og hverdagens banaliteter ”Regn der får dig til/ at købe en paraply/ af en immigrant. Regn i form af søer der “skubber sig virksomt/ sammen”, har Ramus Nikolajsen skrevet en smuk og naturrig digtsamling, beriget med dybde og skarphed.

Samleren, ca. 170 kr.

CL

Døvstumme stemmer
Årets Poesi

Årets poesi: Lene Lehnskov

Døvstumme stemmer

Lene Lehnskov skriver i ”Døvstumme stemme” om alle de følelser, som mennesket gennemgår i mødet med kærligheden og med sorgen. Digtsamlingen er en kort stemningsberetning om livets glæder og kvaler. Lehnskov har delt digtsamlingen op i syv afsnit navngivet efter barokkens dansekoreografi, som muligvis illustrerer livets dramatiske sindsstemninger.

Vi kommer helt tæt på en kvindes livsforløb, glæden ved undfangelsen, mødet med kærligheden, fødsel, tab af kærlighed og veje der skilles. Som årstiderne skifter, følger vi livets cyklus. Naturen bliver således symbol på tilværelsens op-og nedture, her er det især havets kontrastfulde tilstand, som bliver billede på livets rutchebaneture: ”Havet rejser sig/bølger med toppe/af hvidt skum/slår ind på stranden/rammer hendes ansigt”.

Sorgen gør mennesket stumt, men i stedet for at lade stilheden sejre, sætter Lene Lehnskov ord på alle de illusioner og desillusioner som livet er gjort af: ”Hendes drøm/blev til/en måneklar nat/fuld af liv” og ”Hun drømte om at sætte/spor/blev svigtet/da hun var mest modtagelig/helt uden forsvar/skete det”.

“Døvstumme stemme” er ikke nogen original og nyskabende digtsamling, men er til gengæld fine stemningsbilleder, der illustrerer den sårbare tilværelse og som læseren kan spejle sig i.

Alfa, ca. 130 kr.

CL

Paradis Ming
Årets Poesi

Årets poesi: Stochholm og Rasmussen

Nicolaj Stochholm: Titlen i Paradis &
Bjørn Rasmussen: Ming

To stærke digtsamlinger omtales her – med samme blanding af entusiasme og irritation.

Titlen i Paradis er Nicolaj Stochholm i flot infight med kraftigt lokkende feminister, verdens frysende magtinstanser og egne modsatte drifter og kræfter, hvor den stærkeste også er den smukkeste: at skabe sig identitet i ordene.

Bjørn Rasmussen skriver en ekstrem psykisk tilstand/følsomhed/sygdom ud med et sprogligt overskud, der ikke burde være muligt netop dér, men bliver vidnesbyrd, grotesk menneskelig scene – og tilbud til læseren om at følges ned og tilbage i barndomsminder, kaos, ensomhed, desperation og selvlede. En blandet lyst til at dele det med nogen, som netop deles her.

Stochholms feminisme-og kapitalismeridt efterlader mig med billedet af en digter, der selv rides af smertens mare, fordi det er og bliver et hårdt samfund at have både en vågen pik OG et vågent personligt sprog i.

Rasmussens psykiske grænse-ridt fremkalder først og fremmest en stor medlidenhed, og læsningen forstyrres mere og mere af spørgsmålet: om medfølelsen er meningen, eller om det er en misforståelse.

Måske har vi med to stærke bøger at gøre, der kræver kyniske læsere. Eller kynisk-barnlige læsere?
Eller måske er irritation og medlidenhed faktisk gode reaktioner. Det kan man tænke videre over.
Men jeg vil mene, at betydningsfulde ord tømmes for styrke ved at lade ”svagt jeg spænde ben for jeg” konstant, de ender med at hylde en psykisk afglidning der gør potentielt farlige ord ufarlige. Et selvbekrigende kampråb, klar til at folde sig ud som cabaretshow – og det gør os gudskelov ikke til revolutionære –
Så lægger sproget sig ind i den blåstemplede ekstremitets-trend: overmæt kultur i bøvsefasen skal have lidt farve i kedsomhedskinderne. Var det meningen?


Titlen i Paradis – Anita Lane

jeg er virkelig en ny fiktion
en lufthavn med en hemmelig
bane jeg er tidens mand med
oldingefjæs vaseline i blikket
der venter min partner in crime
cirklende højt over mine vaner
der vil forråde min forædlede
romantik så min pik kan komme
ud og eksistere på bedre vilkår
jeg er allerede så vild med den
nye feminist der kan forvandle
mit heteronormative hjerteslag
min hjemfaldne ejendomsret
til en magtkamp og rist rast
filijon gong gong vil du være
min klit så kom land kom


Ming:

jeg står ved køkkenvasken og kigger på emhætten
jeg tekstlæser mig selv hver eneste gang jeg siger noget
valnød
jeg er begyndt at få blå mærker på den højre arm
eller nærmere grønne lilla
jeg ved ikke hvor de kommer fra
er det far
gud
er det medicinen
jeg er så ensom
er er brunhilde med ragekniven
jeg er heidi for dig far
jeg er hele lille solens tarm
der er så mange afvisninger i mit liv lige nu
altså afvisninger fra mig selv til mig selv
bliv her på chatten
bliv her og kys mig
elsk mig
jeg vil være kyllinlykli
jeg vil være en grøn mand
i en drøm
der aldrig ender

Gyldendal, ca. 150 kr.

LH

Sten på sten
Årets Poesi

Årets poesi: Susanne Jorn

Sten på sten

Susanne Jorn (født 1944) har med værket ”Sten på sten” skrevet poetisk billedkunst, hvor hun forener maleriet med poesien. ”Sten på sten” er den 3. bog i en digttrilogi, hvor der fokuseres på primærfarverne – i denne farven gul. Susanne Jorns forfatterskab er præget af en opvækst med billedkunst, rejser, mangeårige ophold i USA og Japan, og af indflydelsen fra den kinesiske og japanske digtertradition. Påvirkningen fra billedkunsten er markant, især i brugen af farver, og bliver endnu stærkere når farverne selv gøres til tema i Jorns beskrivelser af naturen. Digtsamlingens omslag er illustreret med et gultonet tæppe af kunstneren Inge Bjørn.

Farverne i naturen indkapsles i Jorns poetiske univers, hvor de forbindes med særlige følelser, ”Det topasgule held/ Den solstrålende lykke”. Susanne Jorn beskriver overgangen mellem morgen og nat, men natten er ikke mørk hos Jorn, den er strålende og lys, som fuldmånen. Denne optimisme går igen i hele digtsamlingen, en melankolsk optimisme som også er båret af de selvbiografiske minder. Gennem digtsamlingen rejser læseren med Jorn fra Japan til Danmark, vi er passagerer i erindringen og årstidernes skiften, som i digtet ”Tempeltræer i Kyoto”, hvor efterårsgule farver fylder det poetiske univers. Digtene beskriver livets gang og cyklus: ”I dag/ er det tre dage siden/ mit lille barnebarn/ begyndte at gå”. Susanne Jorn formår med denne digtsamling at fremtrylle farverige malerier ud fra de sort/hvide sider. Digtene er korte og fine, som japanske haikudigte, fotografiske øjeblikke. De er lettilgængelige og kan læses af alle. Digtsamlingen rummer en stor spændvidde og variation, hvor inspirationen fra østlig kunst, rejser, natur og selvbiografisk stof går op i en højere enhed.

Hovedland, ca. 170 kr.

CL

Nike
Årets Poesi

Årets poesi: Caspar Eric

Nike

Caspar Erics nye digtsamling Nike berører to temaer: et brud og et liv som handicappet. Det tunge brud med kæresten og tilstanden som handicappet bliver én og samme smerte: man er ikke herre over alt i livet. Caspar Eric er født med diagnosen cerebral paretese, han er ”spastisker”. Nike er udformet som et brev henvendt til Caspar Erics eks og beskriver en bred vifte af stemninger og situationer. Sproget, båret af hyppige linjebrud, gør brug af et hav af anglicismer og slang, og bliver en inkarnation af nutidens talesprog. Digtsamlingen er i øvrigt ikke en digtsamling, men et langt digt, en talestrøm, over små 100 sider, uden tegnsætning: ”så her er min historie/ uden afbrydelser/ fordi dem der ikke vidner/ ikke kan være inkluderet”. Digtet er som en tankestrøm uden en eneste vejrtrækning, med hastige spring fra den ene tanke til den næste, og bærer signaturen ”sendt fra min iPad” på sidste side.

At læse digtsamlingen er som at følge Caspar Erics inderste tankeverden, uden nogen umiddelbar struktur. For der er ingen reel struktur i vores tanker, i vores dagligdag, vi springer fra det ene til det andet. Endnu en gang får Caspar Eric indkapslet en nutid med unge mennesker, som ikke kan fordybe sig. Digtsamlingens selvbiografiske træk er essentiel, og det er værkets almenmenneskelige værdi som gør, at man ikke kun bliver tilskuer til Caspar Erics tankestrøm. At skildre kærlighedens kvaler er dog langt fra nyt, og det er i Caspar Erics digt heller ikke det mest interessevækkende tema. Derimod er beskrivelsen af kroppen, den handicappede krop, langt mere interessant. Det er den sårbarhed som man mærker, at Caspar Eric bærer på: ”jeg er vred over/ at det altid ender/ med at blive en forklaring/ jeg skal lære at håndtere/ med stiv arm og rank ryg/ at min krop er på vej i ruiner/ og så bliver det både vreden/ og handicappet/ eller handicappende/ og afledende/ for opmærksomheden”.

For hvordan lever man i en krop, som man ikke har fuld kontrol over, i en verden hvor den konstante dyrkelse af motion illustrerer en sygelig kropsbevidsthed. Titlen refererer både til sportsmærket, som en ironisk distance til de mange motionsløbere, og tegner et fint billede af vores selviscenesættende og kropsdyrkende samfund. Men Nike er også styrkens gudinde, og Caspar Eric genvinder kontrollen over tankestrømmen og kroppen. Han stopper ikke op, sætter kun punktum til sidst. Caspar Eric har skabt et selvreflekterende værk, hvor det lyriske jegs sejr over kroppen, inviterer til samtale om tidens kropsholdninger og den ”uperfekte krop”.

Gyldendal, ca. 175 kr.

CL