POESIENS HUS
nicanor
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Antidigte

Af Joachim Friis

At skrive som man taler

I 2016 udkom Nicanor Parras poesi for første gang på dansk. Den nu 103 år gamle chilenske forfatter har skrevet i 65 år og har et utal af store værker bag sig i et forfatterskab, der er beundret verden over og som næsten har skabt sin egen lille genre: antidigtning, der også lægger navn til den danske oversættelse. Her har oversættere Krarup, Galindo og Golborne udvalgt digte fra 14 af Parras værker samt tekster fra forfatterens seneste aktive periode, hvor han har eksperimenteret med udtryksformer i spændingsfeltet mellem objekt og tekst ud fra idealet om ”at integrere kunst og liv”.

Parras antidigtning var og er netop en afvisning af den adskillelse og fremmedgørelse af konkret levet liv fra den ophøjede poesi. Som han skriver i sit manifest fra 1954, der indleder værket:

”Digteren er et menneske som alle andre

En murer som bygger sin mur

(….)

Vi forkaster

De mørke brillers digtning

Kårde og kappe-digtningen

Vi foreslår i stedet

Det nøgne øjes digtning

Det blottede brysts digtning”

Poesien skal handle om menneskets prosaiske hverdag, om de almene menneskelige kampe såvel som kollektivets kamp mod undertrykkelse. Manifestet er sigende for Parras stil, som også ligger i tråd med en del andre store sydamerikanske forfattere: den har en stærk modstand mod fortærskede metaforer og fastgroede tanker om ”god litteratur”, den er oprørsk, politisk satirisk, insisterende henvendt og ærlig.

Et eksempel på ærligheden er et af flere både morsomme og bitre digte i samlingen om tabet af kærligheden og et sidste desperat forsøg på at få hende tilbage:

 

”Angstpræget sindsforvirring som jeg forsøgte at afværge,

ved hjælp af en metode med hurtige spørgsmål og svar,

hvilket i hende skabte en tilstand af pseudoerotisk ophidselse,

som i sidste ende gav genklang i mig

i form af en begyndende erektion og en følelse af fiasko.”

 

Parra balancerer på en knivsæg mellem det nære hverdagslige og det banale. Og den balance er ofte så god, at man kommer nogle virkelig rigtig fine steder hen, uden at det for alvor bliver netop banalt. Parra mestrer enkeltheden, i det private som i det politiske, samtidig med at han genremæssigt spænder ekstremt vidt: satire, autofiktion, manifest, børnelyrik, konkretisme, endda økokritik, lang tid før den kom på mode. Det samlede indtryk værket giver er af en passioneret forfatter, der insisterer på sproget i verden. Og ikke mindst at trække alt tilbage igen, som Parra plejer at gøre ved enhver digtoplæsning, som den antidigter han er blevet kendt for at være: ”Me retracto de todo lo dicho”.

Nicanor Parra, Antidigte udgivet på forlaget Politisk Revy i 2016

kirsten
Nyt fra Poesiens hus

Poesiens Hus anbefaler: Kast himlen i havet

forstår du // at jeg ikke er en blomst

Af Kirsten Vestergaard Mikkelsen 

Kast himlen i havet. En ordre, der i min læsning af digtsamlingen er et billede på et jegs ønske og higen efter at nedbryde et hierarki mellem det, der er øverst og det, der er nederst; et ønske om en udligning.

Oppe i himlen sidder overmagten Gud, der får jeget nedenunder til at føle skam og skyld. Positionen oppe i himlen indtages af forskellige roller, der har samme magt; jegets far og jegets mandlige kæreste. Nedenunder står et jeg, der føler sig urigtig og forkert. Følelsen af utilstrækkelighed ses i jegets skildring af sig selv gennem ting, og jegets ønsker om at blive en anden, til trods for, at det kun kan resultere i en mekanisk anden: Jeg vil gerne at nogen griber fat i mit hår // og binder det fast til loftet // så jeg kan stå dér rank og flot // Jeg vil gerne at nogen tvinger et smil frem på mine læber // med en finger i hver mundvig.

Ønsket om udligning mellem oppe og nede er et ønske om løsrivelse fra en verden, hvor jeget er underkastet en patriarkalsk overmagt. Kast himlen i havet er en handling, hvor jeget løsriver sig og bliver et andet jeg, sin egen: Dit blod i min krop far // skylden er uundgåelig // den sidder i det beskidte // og jeg kan ikke bære din skuffelse over mig // og jeg kan ikke bære min syndighed mit køn // jeg vil drukne mig i havet // det bliver min anden dåb // og når jeg rejser mig igen // er jeg ikke længere din datter.

Et andet jeg, hvis element er havet, et andet jeg, der ikke kan tæmmes, men som i stedet vil tæmme naturens love, et andet jeg, der ikke er en ting. Digtsamlingens afsluttende afsnit Obduktioner begynder og slutter med forstår du // at jeg ikke er en blomst. Et vredt jeg med kraft og vilje, der har øje for materiens bankende hjerter og levende hjerner. Et jeg, der har kastet himlen i havet: men havet er mit // jeg er en tre meter høj bølge // jeg er det stille vandspejl der spejler himlen // det skyfri loft // hvor Gud sidder og vrænger // så gør det nu // kast himlen i havet … dagen siver ud af døgnet // og havet er sort og himlen er sort // og stjernerne lægger sig på kysten.

Jeg har lyst til at citere fra Kast himlen i havet i det uendelige, hvilket ifølge min erfaring gør det til en absolut anbefalelsesværdig digtsamling. Et ekstra plus ved samlingen er, at bogens fysiske ramme har været under en fin æstetiske bearbejdelse, der er med til at gøre digtsamlingen en fornøjelse at læse i.

Theresa Salomonsen Kast himlen i havet, digte, udgivet hos forlaget Korridor 2017

21272267_10156060407784691_5839182996309672513_n
Nyt fra Poesiens hus

Litteraturen samler ind til flygtningebørn

Den 28. oktober fra kl. 17-20 samler litteraturen ind til flygtningebørn i Poesiens Hus:

Børn fra verdens krigszoner afkræves op til 50.000 kroner for at få lov til at blive genforenet med deres familier. Efter tre, fire eller sågar fem års adskillelse. Børnene er på egen hånd kommet til vores land og har nu ventet og ventet på opholdssteder over hele Danmark. Når de så endelig får grønt lys til familiesammenføring, skal de selv betale for at få det til at ske. Sådan er konsekvensen af stramningen vedtaget i Folketinget i vinteren 2016.

2. maj og 10. juni 2017 var det 75 billedkunstnere, der donerede værker til to kunstauktioner. Dagene indbragte 250.000 kroner. De penge har siden sørget for, at ni børn er blevet genforenet med deres familier.

Nu er det 75 digtere og forfattere, der donerer deres værker og stemmer. Alle indtægter går igen ubeskåret til de uledsagede mindreårige iblandt os.

For alle 150 kunstnere er enige om én ting: Det må aldrig overlades til det enkelte barn at stå med ansvaret for at redde familien ud af en krigszone!

Derfor går vi i aktion! Igen!

Program i Poesiens hus lørdag 28 oktober kl. 17-20

Vært: Chris Pedersen

Kl.17           Hanne Højgaard Viemose, Peter Adolpsen, Steen Byrdal Christensen og Peter Clement Woetmann

Kl. 17.30     Annelise Marstrand Jørgensen i samtale med Carsten Jensen

Kl. 18.15     Olga Ravn, Line Knutzon, Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestup

Kl.19           Thomas Boberg, Louise Klinke Øhrstrøm, Amalie Laulund Trudsø og Mirian Due

Kl. 19.45    Anne Middelboe, Anne Nielsen og Anna-Sophie Lunding Sørensen.

Kl. 20.15    Rushy Rashid

Køb billet

watashi
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Watashi

Persiennelameller og en sort kat

Af Sofie Damgaard

Ifølge omslagsteksten på den himmelblå digtsamling Watashi anses dens forfatter, Shuntaro Tanikawa, for at være Japans største nulevende digter, og han er oversat til en hel række sprog. Nu udkommer Tanikawas digtsamling fra 2007 på dansk i Susanne Jorns oversættelse i anledning af, at de diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark har været etableret i 150 år. Spørgsmålet, tror jeg, er: Hvordan skal vi som dansk publikum tilgå en digtsamling, der umiddelbart indskriver sig i en anderledes poetisk tradition end en dansk/skandinavisk tradition (hvis man kan tale om en sådan)? Slet og ret: Hvordan læser man bedst den danske oversættelse af Watashi?

Før jeg prøver at svare på det, lige en kort beskrivelse af værket: Foruden en række mere eller mindre filosofiske udsagn og spredte, lidt mærkværdige excesser, blandt andet at flere ord pludseligt og tilsyneladende uden grund er skrevet med versaler, består Tankikawas relativt korte digte af hverdagsbeskrivelser. Det er zen-agtigt og ret straight og sætningerne kunne fx lyde sådan her:

”Gulligt sollys skinner gennem persiennelameller” eller ”en sort kat ligger på sofaen i en cirkel”. I et andet digt beskrives en hverdagsmorgen på følgende ret enkle måde ”Strækker mig først i sengen / Rejser mig op med et sæt / Tisser / Får fat i avisen”.

Det er dejligt at læse digte, der står ved udsagn som de her, og som ikke har ambitioner om, at de her hverdagsscener skal henvise til noget bestemt, eller bære en særlig betydning i sig. Og det siger jeg, fordi en del af Watashi netop har et eksistentielt og sprogfilosofisk ærinde, som jeg ikke mener, digtsamlingen helt lykkes med at adressere. Allerede på første side oplyser en fodnote om, at digtsamlingens titel Watashi betyder jeg på japansk. Og når der på samme første side står, at det her “jeg” har ”konstante problemer med ord” og ”[ærlig talt foretrækker] ordløshed” aner læseren konturerne af et metarefleksivt lag i digtene, hvor det sprogfilosofiske hovedproblem er, at vi har et jeg, som også er et ”jeg” i sproget, men at disse to ikke nødvendigvis stemmer overens.

Jeg er overbevist om at digte om sprogskepsis og digte, hvori et jeg ransager sig selv og spekulerer over sine muligheder for at udtrykke sig, kunne have været interessant at læse, men jeg synes, at Tanikawa i Watashi burde have holdt sig til det knapt så højtravende, og så holde ambitionsniveauet, når det gælder de helt nære beskrivelser af lys og skygge, de små dagbogslignende notater om dagens gang og gøremål. Man kan kun gisne om i hvor høj grad, mit standpunkt er farvet af det, man måske kunne kalde min danske læsebias, men Watashi læses bedst, synes jeg, når man fokuserer på de passager, hvor den ikke prøver at forstå og metakommentere alting. Digtsamlingen siger det nemlig så fint selv: ”Ting med uforståelig mening findes / – Jeg føler mig tiltrukket af den slags ting”.

Shuntaro Tanikawa, Watashi, Forlaget Hovedland 2017, Oversat af Susanne Jorn, 70 sider

 

hvis en anden
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Hvis en anden

Vreden er terapeutisk / grønkålen blomstrer

Af Sofie Damgaard

Sigurd Buch Kristensens Hvis en anden er en smuk og knugende formidling af et svigt.

Hvad ser man på, når den man elsker har forladt én? Og hvilke ord er tilgængelige efter bruddet?

I Buch Kristensens Hvis en anden er det kun ganske få ord og sætninger, der er tilgængelige – et kærlighedstab føles tilsyneladende så voldsomt, at der kun kan siges meget lidt, og digtsamlingen består da også af 39 brudte og ordknappe udsagn, hvori der næsten kun tales om det, der er absolut tættest på. Fokus er på  ”begivenheden / ved det mindste”, som der står.

Med egne ord lader værket sig altså falde ”hen / ved enhver / bevægelse”. Den sørgendes blik rettes mod naturfænomener, andre kan have tendens til at overse: ”Grønkålen blomstrer”, ”svalers / dyk”, ”erantis / lilje / anemone”. Det er virkelig bare det, digtene består af. Og det er som om disse syn for den, der er blevet svigtet, både er forbundet med sorg og lindring. Omkring billederne skaber Buch Kristensen nemlig en ret bemærkelsesværdig alvorsfuld og nogle steder endda forurettet stemning, der slås an med det første digts sidste linjer: ”En opvågnen / i svigt”. Dette chok sætter ligesom scenen for hele den lille, koncentrerede digtsamling, ja, det er på den baggrund at tingene træder frem i Hvis en anden. Som om sorgen over svigtet har skrællet et lag af. Det fine ved tilstanden af hudløshed, om man vil, er dog hos Buch Kristensen at den muliggør et klarsyn og nogle steder endda lindring og lykke. Derfor kan der stå ”vreden er terapeutisk” og pludselig ”lyksalige / bruser vi / i hinanden”.

Det er helt særligt, at Buch Kristensens tekster balancerer her; et sted midt imellem lykke og sorg, og at de to følelser ligger lige op og ned af hinanden. Selvom Hvis en anden er kort, så synes jeg, man bliver i det sammenfald af følelser; man tror ganske enkelt på den måde, der bliver sørget på og tager den med sig ud i verden.

Sigurd Buch Kristensen Hvis en anden, Det københavnske forlag Cris & Guldmann 2017, 42 sider

 

my
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Et alfabet

Af Joachim Friis

Systemdigtningen har en lang tradition i dansk litteratur, med mere og mindre vellykkede eksempler. Det er denne tradition, der som det første dukker op i min erindring, idet jeg begynder at læse My Eliassons debutværk Et alfabet. Her altså særligt alfabet-systemdigtningens tradition. Efter min mening fornemst præsenteret af Inger Christensens digtsamling med næsten identisk titel, ”Alfabet” fra 1981. Eliasson udforsker denne tradition i sine digte, der straks bringer mig til abrikostræerne, cikaderne og alt det andet der findes, inden jeg overhovedet har læst første digt færdigt.

Til forskel fra Christensens digte er det i Eliassons 29 af slagsen ikke kun navneordene, men simpelthen alle ord, der skal have samme startbogstav fra det danske alfabet. Digtene følger heller ikke som Christensens, naturens organiske udformning med fibonacci-talrækker, forgængelighed, liv, dyr og planter. Knap så store horisonter bliver slået op og vi får både kortere og mere hverdagslige associationsrækker fra Eliasson i et sammensurium af tanker, der ikke har nogen egentlig rød tråd, men mere er små sprogeksperimenter, der strækker sig fra det finurligt morsomme, drillende, kiksede: Kähler kællingerne // Kæler kussen // Kom kærligt // Keramik – til det forsøgsfuldt samfundskritiske om evigt effektiviserende kapitalismemekanismer (så kritisk som formatet nu kan bære det): Systemets slaver // Skaber svindlernes succes // Samtidigt synger staten // SMIL SVIN SMIL.

Digtene er lette i deres udtryk og indhold, de er legende i deres ordspil og billedrækker og de åbner op for følelsesmæssige rum, der både kan være humoristiske, alvorlige og vrede, og frem for alt helt nede på jorden. Digte der kan minde om ærlig erkendelseslitteratur fra 70’erne pakket ind i krydsordsformat: Løn: // Lørdagskylling // Lørdagslotto // Lørdagsslik //Lørdagsunderholdning // Lørdagsfortvivlelse. På samme tid ambitiøs og letlæst systemdebut.

My Eliasson Et alfabet, digte, udgivet på forlaget Politisk revy, 2015

 

pquiz
Nyt fra Poesiens hus

Poesien Hus holder poesiquiz til REVERSE

REVERSE er Københavns internationale poesiquiz arrangeret af Literaturhaus. I forbindelse med festivalen afholder Poesiens Hus en poesiquiz, så tag en ven (og dine tømmermænd) med i caféen i LiteraturHaus søndag d. 3. september kl. 12-14, hvor rammerne er sat til en hyggelig formiddag med croissanter, kaffe og quiz i kategorier som: Hvem er digteren? Ode til øl, vin eller snaps? og Fup eller fiktion? Poesiens Hus arrangerer quizzen i samarbejde med Reverse: Copenhagen International Poetry Festival 2017- alle kan være med!

Entré: 30 kr. eller en festivalbillet

Meld dig til her.

tb
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Tropisk blod

Af Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Digtene i Tropisk blod er bygget op af fragmentariske sætninger, hvor der som regel ikke er en logisk sammenhæng mellem den enkelte sætning og den efterfølgende. En stil, der tilsammen skaber en form for krakeleret helhed. Der males konstant billeder i digtene som jeg aldrig før har forestillet mig, hvilket bidrager til den krakelerede helhed, hvor teksten slår revner, fremfor at flyde i en lind bevægelse. Strømmen af sproglige billeder, der udfordrer min bevidsthed, er samtidig med til at give digtene i Tropisk blod en grundstemning, der på én gang er smuk i sin poetiske og spontane form og samtidig rummer et destruktivt tempo, der hele tiden varsler om undergang.

En dobbelt grundstemning, der også opstår gennem en dynamik i digtene mellem et jeg og et du, et kærlighedsforhold mellem en dreng og en pige, der sammen er nysgerrige på den ekstase de opnår gennem stoffer og sex. Sammen er de i gang med en frygtløs jagt efter at leve livet maksimalt – en jagt der både er smuk og sørgelig, fordi den lægger sig så tæt op af destruktionen: Jeg ppuster coke på dit knibehjerte // og laver en bryststorm // smerten bider som et barn // vi kom til at fokusere på // hvor ødelæggelsen ikke tog os hen // Vi brænder optagelsen // med håndleddet på halsåren // vælter og skælver ritaliniserede // vi lever som en ulykke // med nakker i samme løkkeMed hinandens fingre i munden // padler vi i kontaktlim.

Jeg vil sammenligne Tropisk blod med oplevelsen af at stirre ind i et par vilde drengeøjne omringet af bleg hud og sorte rander under øjnene. Øjne, der på en gang er fascinerende og foruroligende, fordi de har et blik, der er destruktivt og fraværende, men samtidig rummer en energi og poetisk anskuelse, der er tiltrækkende.

Kristoffer Vhre Knattrup: Tropisk Blod, Det københavnske forlag Cris og Guldmann, 2017

 

Måske vil det hele vende på et tidspunkt
Nyt fra Poesiens hus

Poesiens Hus’ læseklub i ‘Radio 24syv Morgen’

Den 28. juli var Poesiens Hus’ læseklub, repræsenteret af Rikke, Mads og Mia, i radioen og diskutere digtsamlingen “måske vil det hele vende på et tidspunkt – giro d’Italia digte” af Rasmus Lippmann Nikolajsen og Julie Sten-Knudsen.

Indslaget, der varer ca. 20 minutter, kan høres som podcast her: http://www.radio24syv.dk/programmer/24syv-morgen/18435225/den-store-optagelsesdag-konspirationsteoretikere?start=1841

Digtsamlingen kan læses gratis online: http://pjpress.dk/boeger/

Vil du være med i læseklubben? Så kan du stadig nå at tilmelde dig – alle kan være med! Se her: http://www.poesienshus.dk/poesiens-hus-laeseklub/

 

modiano_crop
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: En Stamtavle

Af: Sofie Damgaard

Den franske nobelprismodtager Patrick Modianos (f. 1945) korte selvbiografiske roman En Stamtavle er ikke stakåndet, som han foreslår flere steder i værket, jeg oplever den ikke sådan. De uafrystelige nedslag i Modianos personlige fortælling er tværtimod formidlet i et fuldstændig enkelt sprog. Sætningerne er korte. Tempoet tilsvarende langsomt. Hvis der er en hastighed, er den snarere forbundet med Modianos egen fortumlethed ved at skulle finde hoved og hale på sin historie og foregive en kronologi.

Om sit projekt skriver Modiano blandt andet: ”Jeg vil fortsætte med at opregne disse år et for et, uden nostalgi, men stakåndet. Jeg kan ikke gøre for det, hvis ordene støder sammen. Jeg må holde tempoet oppe for ikke at miste modet.”

Disse momenter af tvivl og refleksion over den selvbiografiske fortælling synes jeg springer i øjnene i den lille, smukt korngule roman. Det er tankerne om, hvordan man fortæller sin historie, og hvordan det er, at se tilbage på sit liv, som er lettest at følge. Måske er det simpelthen fordi de kaotiske hændelser, vi hører om, som Modiano gennemlevede i sin barndom i Paris før sit 21. leveår, kan opleves relativt historisk betingede på en måde, der gør dem utilgængelige.

Men nej, sådan er det alligevel ikke at læse Modianos En Stamtavle. Den er ikke på nogen måde utilgængelig. Heldigvis er romanen andet og mere end ”en simpel oprulning af hændelser og fakta”, som Modiano skriver den er. Selv om den siger det om sig selv (”jeg beder om undskyldning for alle disse navne” skriver Modiano) er romanen nemlig meget mere end et katalog over navne og steder, der er blevet historie. Man læser den ikke, som om den var en historiebog. Det er nærmere sådan at mennesket Modiano i En Stamtavle åbner for et kig ind i hans personlige historie, formulerer sig så klart, og reflekterer så delagtiggørende, at fortællingen skrår over eventuelle historiske barrierer og bliver exceptionelt nærværende. Derfor sidder jeg efter endt læsning tilbage med enkelte billeder fra Modianos fortælling, korte scener som denne, der ikke er til at ryste af sig:

”Afsted så hurtigt som muligt inden efterårets kaserneliv. Den første juli, Gare de Lyon, tidligt om morgenen. En andenklasseskupé i et overfyldt tog. Det er den første dag i sommerferien. Det meste af rejsen står jeg op i gangen. Næsten ti timer, før vi når Middelhavet. Bussen kører langs kysten. Les Issambres. Sainte-Maxime. Glimtvise følelser af frihed og eventyr. Somrene vil altid tælle blandt holdepunkterne i mit liv, selvom de med deres evige middagslys ender med at flyde sammen.”

Patrick Modiano: En Stamtavle, Arena 2017