POESIENS HUS
sondagsland
Årets Poesi

Årets Poesi: Sissal Kampmann

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

I et land//hvor varmen aldrig synes//at formå at varme//skeletterne i kroppene … her i Søndagsland// er verden blot et svagt ekko. I digtsamlingen Søndagsland møder vi et jeg, der skriver ud fra en nutid, hvor fortidens drømme om fremtiden ikke er blevet indfriet, og hvor drømmene om en ny fremtid endnu ikke er begyndt. En nutid, hvor jeget befinder sig midt i mellem en afslutning og en begyndelse. En mellemposition, der kendetegnes ved en form for ikke-væren, et slags limbo, der beskrives som et Søndagsland.

Der er slået revner i jegets spejlbillede. Hun er en anden, end den hun var engang. Der er slået revner i troen på alt det, der engang gav mening. Hendes bekendtskaber er ikke længere de samme. Et forhold til en mand, der forandrede sig og gik tabt. Hun tænker på mennesker hun ikke længere kender. En bevidsthed om at tiden gik, og med den, drømme der aldrig blev opfyldt. Jeget skriver, at hun har forandret sig til en kvinde, der tjekker vejrudsigten flere gange om dagen. Det er denne kvinde vi møder i Søndagsland; en kvinde, der er på vej et andet sted hen, uden at vide hvor. Hun går rundt i dagligdagens gentagende rytme uden retning. I denne rytme tjekkes vejrudsigten og potteplanter vandes. Jeget går rundt i ensartede dage og beskriver vejret, der er gråt og koldt, og det omkringliggende landskab beskrives med en melankolsk tyngde.

Det er Færøernes fugtige tågebanker og kraftige regnbyger, der beskrives i Søndagsland. Det er på Færøerne, digtsamlingen udspiller sig og Søndagsland er derfor også et udtryk for en karakteristisk færøsk stemning. En rå natur med hårde voldsomme vindstød, storme, der med spidse tænder flænser sig gennem gaderne, ruder der truer med at springe ind i stuerne, den solide fårefold, der er fasttømret til jorden, sludbyger, haglbyger, og glæden ved endelig at se solens stråler. Et land, hvor melankolien trives. I beskrivelsen af vejret og omgivelserne beskrives også solens gang og årstidernes skiften. Dette opløser adskillelsen mellem dagene, og overblikket over tidens kronologiske rækkefølge forsvinder. Tiden er hele tiden tilstede selvom den står stille. En tidslighed, der korresponderer med det limbo Søndagsland også er, hvor jeget står mellem en afslutning og en begyndelse Her i vinternatten//er bordet besat af mænd // i sorte habitter. // Foran dem ligger // papirer // der skal underskrives. // Under ed og med ære // skal jeg sætte mit navn. // Bevise, indrømme // at jeg forstår // at nu begynder // en anden tid.

Sissal Kampmann: Søndagsland, forlaget Torgard

groen
Nyt fra Poesiens hus

Poesiens Hus stiller skarpt på naturens rolle i ny dansk poesi

I Poesiens hus fejrer vi vores nye grønne reol (Growroom). I den forbindelse stiller vi skarpt på naturens rolle i poesien. Den 21. juni 2017 kl. 19-21 inviterer vi derfor til en samtale om, hvordan naturen portrætteres i nyere dansk poesi.

Naturen defineres ofte i opposition til civilisationen og står som det oprindelige, der er blevet til uden menneskelig indgriben. Denne naturopfattelse har trænge kår i en fuldstændig kortlagt verden. Visse steder er kulturpåvirkningerne selvsagt mindre synlige, men alt i alt, er der ikke mange steder på jorden, der ikke på den ene eller anden måde, er formet af mennesket. På den måde, er titlen på Rasmus Nikolajsen seneste digtsamling, ”Tilbage til unaturen”, meget rammende – for hvordan forholder man sig til naturen i en ”unaturlig” verden med klimakrise og mulig undergang?
Vi har de senere år set en tilbagevenden til naturen som tema i nyere dansk poesi, og denne aften vil byde på oplæsning og debat. Litteraturhistoriker og kritiker ved Weekendavisen Mikkel Bruun Zangenberg vil give en litteraturhistorisk introduktion til naturens rolle i poesien. Forfatter Liv Sejrbo Lidegaard og Rasmus Nikolajsen læser op fra deres seneste værker.

Gratis entré.
Drikkevarer kan købes i baren.

Vi glæder os til at se jer.

——————————————————————-
Rasmus Nikolajsen (f. 1977) Debuterede i 2000 ”digte om lidt”. Han har siden udgivet både digte og prosa. Han modtog for nyligt kritikkerprisen for sin seneste udgivelse, digtsamlingen ”Tilbage til unaturen” (2016).

Liv Sejrbo Lidegaard (f. 1986) Debuterede med Fælleden i 2015 på Gyldendal. Hun har herudover bidraget med digte til bl.a. Hvedekorn og skrevet for diverse tidsskrifter bl.a. Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik.

Mikkel Bruun Zangenberg (f. 1968) er lektor på University of Kent og kritikker ved Weekendavisen.

monografi
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Skitse til en monografi

Af: Joachim Aagaard Friis

Mathias Dyhrs værk Skitse til en Monografi er ét langt arbejde med at forsøge at sætte ord på formers dynamiske og flerdimensionelle univers. Værket omhandler Dyhrs tid på billedhuggerskolen, måske bedre kendt som kunstakademiet. Han skriver om den kunstneriske praksis, ikke hans egen, men hans medstuderende T’s og dennes skulpturelle kunstværker.

Jeg’et betragter T, beundrer ham, er misundelig på ham, ler med ham, bruger hverdagen med ham – frem for alt beskuer han T’s skulpturer og prøver at finde ud af dem: Squirrel Moon, Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light, Night Vision, Forest Friend, Planet Sunday, Trekking Trane, og Rebirth, hvis form man kan betragte på værkets kridhvide og ellers uspolerede forside.

I En skitse.. får man et indblik i en kunststuderendes hverdag. Den er et billede af, hvordan de studerendes praksisser væver sig ind og ud af hinanden, hvordan de inspirerer hinanden, ligesom omgivelserne på skolen gør det. Samlet bliver teksten til et stort hele, et øjebliksbillede af den hverdag, jeg’et har.

Handlingen er minimal og størstedelen af indholdet er en slags værktekster, der sprogligt forsøger at give form til de værker, vi ikke kan se med øjnene. Det er tydeligt at forfatteren har anstrengt sig til det yderste for at gøre skulpturerne så sanselige som muligt for læseren. Med indledningen ”hvordan skal jeg beskrive (det pågældende kunstværk)?” gennemgår jeg’et en stor samling af T’s værker, prøver at skrive deres udtryk og betydninger frem:

”Hvordan skal jeg beskrive Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light? … Et profileret ansigt i babyblåt. Skulpturen ejer et gennembrudt øje, øjenhviden og irissen flyder ud i en nedtrykt glam rock-makeup. Pupillen er rillen i en saftig kalvetunge. Nedenfor: En ensom tåre der ikke vil give slip – en tomhedens tatovering samt en mund der løber i vand … Snøft! Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light er lige som gipsfiguren i Rebirth reversibel. Mon ikke de alle sammen er det? Gennem deres huller tager de del i hinanden. Mærkelige negative figurer opstår mellem dem. Jeg har lyst til at stille mig ind mellem dem og blive optaget i deres grædekor.”

Som citatet viser, bliver de enkelte værker sammenvævet i beskrivelserne og får nye dimensioner, når de iagttages sammen. Fascinationen for skulpturerne lyser ud af sætningerne, som skaber tydelige billeder af dem, på trods af værkets rent tekstuelle karakter uden et eneste reelt billede. Værket skaber refleksion over forholdet mellem tekst og form, hvordan tekst både kan forfladige skulpturer og andre kunstværker, men samtidig kan skabe helt nye perspektiver på kunstens håndgribelige materie.

Værket søger få gange væk fra skulpturerne og beskæftiger sig med jegets egen realitet: den unge kunststuderendes daglige liv, hvordan man klæder og opfører sig på akademiet, den prekære situation der venter: frygten for fremtiden uden for akademiets mure. Men det er kunstværkernes egne former, der er det bærende omdrejningspunkt.

Mathias Dyhr: Skitse til en monografi, Roulette Russe, ca. 65. kr i boghandlen Minus 1

frugt
Årets Poesi

Årets poesi: Shekufe Tadayoni Heiberg

Af: Joachim Aagaard Friis

Shekufe Tadayoni Heiberg har skabt en lille frisk samling spirende organismer, der udgør et slags kartotek i ”FRUGT OG GRØNNE SAGER” – 25 bittesmå digte der hver beskriver og tegner en frugt eller en grøntsag. Værket er et festfyrværkeri, en fejring af alt der gror fra jorden og som ”min mor gav mig at spise … fra den dag, jeg flyttede ind i hendes mave til den dag, jeg flyttede ud af hendes hus”, som der står på første side.

Det er svært ikke at blive forelsket i Heibergs debut, lige fra man ser og rører ved det grønblå omslag med hendes egne smukke, enkle men samtidig minutiøse tegninger af grøntsager i guld og sølv. Hun beskriver undersøgende og nysgerrigt de grønne sager, som var det første gang hun stod med dem i hånden og så rigtigt på dem, duftede til dem, strøg dem over det materiale, de er gjort af. Hun vælger at lægge hele det udviklede og fasttømrede vokabular for frugter og grøntsager på hylden. De er i værket ikke længere noget, man nødvendigvis først og fremmest spiser, de kan være så meget andet, ligeså meget som mennesker kan være. De er unikke levende væsner: vindruerne er små lilla og grønne sole, porrerne har ”krøller fra et kid” og guleroden er en ”mor med ophår”, der ”tager del i verdens lunge”! -og som helst ikke vil bides af larven i mulden. På grund af den umiddelbare legende og materielle tilgang bliver digtene taktile, de skaber dufte og teksturer, der forstærkes af de mønstrerede tegninger, som ledsager teksterne.

I stedet for at fremhæve et citat kunne jeg sige: ” se fignen, figur 10”. Jeg kommer aldrig til at spise en figen på samme måde igen efter at have fordybet mig i ”cirklen den fine cirkel en cyklisk cirkel af æg halve millioner af æg ligger æg mod æg i cirklen ligger lillaglatte fine”. Og sådan har jeg det også med de resterende visuelle, tekstuelle, og på alle måder sanselige grønne sager i Heibergs digtsamling.

Shekufe Tadayoni Heiberg, Frugt og grønne sager, Forlaget Uro, ca. 150 kr.

VPC
Årets Poesi

Årets poesi: Vibeke Pilar Carstensen

Bare et liv, bare en tid

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Digtsamlingen Det tager lidt tid at gå bort af Vibeke Pilar Carstensen handler om at se sin egen mor gå bort. Digtene skildrer en udvikling fra, da moderen får konstateret kræft, til den dag hun bliver begravet, og hvert digt fungerer som forskellige nedslag i denne udvikling.

Skildringen er bevægende, ikke mindst på grund af digtenes form, der alle består af korte sætninger uden tegnsætning, der ikke prøver at være andet end det de er. Det er digtsamlingens styrke at tale om døden med enkle ord. Der tales om liv og død på en måde, så digtsamlingen bliver på jorden og ikke hæver sig op i et symbolsk univers. Digtenes form og sprog gør det muligt at læse dem intuitivt. Der er ikke noget gemt i teksten, jeg skal finde for at åbne digtene op. De er der i sin enkelthed, en enkelthed, der skaber en åbenhed, hvor jeg bliver knyttet til den sorg over livets flygtighed, der er til stede i digtsamlingen.

I digtene blandes ofte beskrivelser af konkrete gøremål og hændelser med en stor sorg og bedrøvelse, der ligger lige under overfladen. Som når jeget tænker på, hvor længe blomsterne omkring hendes mor kan holde, hvis hun husker at skifte vandet, og derefter tænker på, at de næste blomster hun kommer til at give sin mor er ovenpå hendes grav. En blanding, der ofte afspejler et forsøg på at holde sammen på en normaltilstand i en situation, der er alt andet end det. Et forsøg, der er dømt til at fejle, hvilket allerede antydes i et af digtene i begyndelsen af digtsamlingen, hvor jeget skriver hun har travlt, hun har kun fyrre minutter til at græde, før hun skal hen i børnehaven og hente sine børn. En normaltilstand, der kastes bort, da de venter på at moderen skal dø, her stoppes det gamle ur, der kommer ikke til at være flere slag for halve og hele timer, tiden skal stoppes.

Beskrivelsen af konkrete hændelser i det enkle sprog gør, at sætningerne ofte antyder mere end der står, som når der står skrevet Vi har ikke travlt // Vi venter med badet til i morgen eller En rollator der aldrig kommer // De ved det er for sent. Dette er beskrivelser af hændelser, der hele tiden har en klang af død og sorg i sig, en klang, der er mellem linjerne. En klang, der samler digtsamlingen og giver digtene og en bevægende tyngde.


Det tager lidt tid at gå bort, Vibeke Pilar Carstensen, forlaget Alfa, ca. 130 kr.

tommy
Årets Poesi

Årets poesi: Tommy Heisz

Af: Joachim Aagaard Friis

”Den mørke tid er tilbage”. Med Tommy Heisz og hans Kviksølvdagdrøm går jeg ind i et mørkt og goldt landskab af tanker der rummer sorg, nostalgi og fortvivlelse. Følelsen af hjemløshed og af at være fortabt på grund af en fortid, der ikke vil falde på plads, men konstant når op til overfladen. Jeg’et er skiftevis i vågen eller sovende tilstand, eller måske netop i den tilstand, som titlen indikerer: i dagdrømme. Men ikke i den håbefulde og ønskende tilstand, man normalt forbinder med ordet. Snarere i angstfyldte feberfantasier, som sværmer om minder, der ikke vil gå væk, som taler om en tid, der er forbi og aldrig vil komme tilbage: ”Jeg lader fortiden ligge // men igen og igen // rejser den sig op og siger: // hva’ så er du klar?”

Centrum for værket er jeg’ets brud med hende, en tidligere kærlighed, han ikke kan slippe eller blive færdig med. Han har mistet sig selv i tabet af hende og har ingen anelse om, hvordan han nu skal finde hen til noget, der kan kaldes hjem. I teksterne læser jeg gennemgående nostalgiske tilbageblik på deres tid sammen: ”Der lå vi i græsset // åndede sekunderne // før tiden kortsluttede // ingenting mellem linjerne // i landskabet og skyerne //stod befriende stille // Det var nok”

Værket er delt op i 3, Skælv, Drivtømmer og Ekko. Forholdets brud, jeg’ets opløsning i sorg, og mindernes konstante insisteren midt i det hele er på færde i alle delene, og der er ingen reel progression i værket, måske snarere en snurrende fornemmelse af at blive trukket længere og længere ned i dyb fortvivlelse. Og teksterne skinner klarest for mig, når de i deres kviksølvsdagdrømmende univers er helt nede på bunden af denne fortvivlelse, hvor de surrealistisk og næsten komisk forsøger at skrive sig ud af den:

”Jeg prøver at glemme, men jeg drømmer om droner og fjernstyrede følelser .. jeg står på skøjter ned ad autobahn ..  Jeg stikker frivilligt min hånd i en kødædende vante. Jeg henretter et hjortekid ved hjælpe af statisk elektricitet. Jeg lader vinteren æde sensommerens blitzidioti. Jeg infiltrerer medicinalindustrien. Jeg kommer på podiet, jeg vinder priser for at afsløre, at mennesket er en fiktion, kærligheden en luftspejling.”


Kviksølvdagdrøm, Tommy Heisz, forlaget Neon og Nordlys, 200 kr.

romantiker
Nyt fra Poesiens hus

ROMANTIKER spiller igen i Poesiens Hus

Poetisk Teater vender tilbage til Poesiens Hus med to ROMANTIKER-forestillinger under festivalen CPH STAGE.

ROMANTIKER er en fortættet, poetisk forestilling i krydsfeltet mellem ord, billedkunst, scene og musik. Forestillingen spiller i Poesiens Hus:

Onsdag den 31. maj, 2017 kl. 19.00
Torsdag den 1. juni kl. 21.00

Ord: Morti Vizki, Michael Strunge, Lene Henningsen Installation: Marianne Grønnow
Musik: Martin Hall
Skuespillere: Mia Lerdam, Ulver Skuli Abildgaard, Mette Frank
Instruktør: Mia Lipschitz
Producent: CPS/Cultural Projects Service og Poetisk Teater

I et intenst møde med tre digtere, der alle kan beskrives med ordet Romantiker, vil et eksplosivt overflødighedshorn af ord og følelser skære sig midt ind i
vores regnearks-styrede, følelsesbedøvede normalvirkelighed. Teksten bevæger sig frit og fragmentarisk gennem de poetiske værker, imens der tegner sig tre flygtige rum i tid – Aften, Nat og Morgen – og i disse rum kan alt ske, alt siges, alt splintres og samles påny, måske. Det er smukt, absurd, dybt melankolsk, morsomt og rørende.

Forestillingen har modtaget støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik, Københavns Scenekunstudvalg, BUPL og Sydbank Fonden.

anmelderteam
Nyt fra Poesiens hus

Poesiens Hus anmelder ny poesi

Poesiens Hus har fået et fast hold af anmeldere, eller anbefalere er det måske nærmere. Hver måned vil de læse nyudgivet dansk poesi og dele deres læseoplevelser med jer her. Holdet består af: Joachim Aagaard Friis, Sofie Damgaard og Kirsten Vestergaard Mikkelsen, der alle læser Litteraturvidenskab ved København Universitet.

Joachim: At læse er en måde at leve på, at skabe mening på. Det er en kreativ kraft, der ikke kun er skrivningen forundt, en stærk tiltro til de betydninger, tegnene giver mig. At sætte sig ind i et værk er som at sætte sig ind i et andet menneske, at blive en bedre læser er at blive en bedre lytter, se flere nuancer. Jeg har en forkærlighed for værker af forfattere som Woolf, Musil og Proust. For mig at se er der stadig ikke rigtig nogen, der helt har fundet ud af dem, de bliver ved at være nye værker for mig, og de vil ikke sættes i system. Det er også den måde jeg gerne vil læse på: usystematisk, som en praksis der aldrig lægger sig fast, men hvor forholdet mellem betydningerne altid er til forhandling. Jeg prøver at læse det enkelte værk på dets egne præmisser, læse det åbent, barnligt nysgerrigt, dykke direkte ned i de følelser, teksten giver mig.

Sofie: Tror ikke på en politik uden en litteratur og ikke på en litteratur uden en politik. Synes at alle skal deltage. Jeg er den omflakkende læser. Jeg stopper op og skriver det ned, jeg lige har læst. Så jeg læser i brud, og jeg læser, mens jeg skriver. Skriften følger i kølvandet på læsningen. Anne Carson chokerede mig, da jeg læste hende for første gang, fordi hun skriver strengt autoritativt på en meget mild måde. Hendes tekster står helt åbne. Jeg synes, der er et stort mod i Carsons tekster. Hun har blandt andet lært mig, at man skal øve sig i at stille enkle, direkte spørgsmål. Jeg tror, vi ville være mere rolige, hvis flere læste græske tragedier som Euripides’ Medea og Sofokles’ Antigone. Der er en vild energi og et raseri i de stykker, som jeg ikke har mødt andre steder. Selv om de er skrevet før vor tidsregning kan de stadig være beholdere for frustrationer eller steder at læsse af.

Kirsten: Jeg læser langsomt. Jeg stopper op i min læsning. Jeg skriver ofte ned, mens jeg læser. Jeg skriver ned, hvis der er linjer jeg godt kan lide, eller hvis der er noget særligt bogen får mig til at tænke på. Jeg laver æselører og understreger områder. Når jeg læser, så læser jeg op med en stemme inde i mit hoved, derfor har jeg brug for ro til at læse. Hvis mine omgivelser ikke er rolige, har jeg svært ved at finde den stemme, der passer til bogen jeg læser, eller stemmen bliver svag og så synes jeg ikke, at jeg læser bogen ordentligt. Jeg får ikke ordentligt fat i den, og det synes jeg, at jeg skylder bogen. For mig kræver det at læse koncentration, fordi jeg ønsker, at værket og dens stemme og billeder skal sætte sig inde i mit hoved, så det er den, der i øjeblikket jeg læser, fylder mest og ikke min egen stemme.

uudgrundeligt
Årets Poesi

Årets poesi: Maya Peitersen

Af: Sofie Damgaard

Uudgrundeligt

”De stiger op, planetens sommerfugle som farvestøv fra jordens varme krop”. Sådan starter Inger Christens berømte sonetkrans Sommerfugledalen fra 1991. I Maya Peitersens Uundgrundeligt der er udkommet på mikroforlaget Escho i 2017 er det ikke sommerfugle, men gopler der stiger op. Og de stiger ikke op fra jordens varme krop, men fra havets hvide dyb. Fra havets uudgrundelighed.  

Værket er en grafisk digtsamling med tekster af Peitersen selv, foruden Vagn E Olsson, Naja Vucina Pedersen, Jonas Okholm Jensen, Ulla Eriksen, Thomas Krogsbøll, Cecilie Lind, René Jean Jensen og Marianne Larsen.  Ind i mellem Peitersens femten fine stregtegninger står disse forfatteres småpolitiske og økopoetiske digte, og dermed bliver Uudgrundeligt i sin helhed en elegant sammenvævning af stemmer og kunstformer uden et hierarki imellem sig. Tegningerne forestiller smukke og sære væsner med lange fangearme, enten i, halvt i eller ovenover vandoverfladen. Der synes at være en pointe i, at gople-væsnerne og vandet flyder sammen – også digtene arbejder på hver deres måde med porøsitet og strukturnedbrud. Det er derfor, jeg synes Peitersens værk er et poetisk-politisk værk: De strukturer vi kender er flydende, synes værket at udsige i al sin polyfoni: ”Den er et punkt, indtil man zoomer ind og ser, der er meget plads endnu”, som Eriksen skriver. Og Peitersen afrunder digtværket og istemmer: ”Det hele glider, videre, videre, videre”

Uudgrundeligt, Escho 2017, ca. 150 kr.

 

nyhed
Nyt fra Poesiens hus

Fransk nu – Bogudgivelse, oplæsninger, forfattermøder

Nyd en forårsfredag med god fransk litteratur, forfattermøder og et glas lækkert vin, når Forlaget Etcetera, Dansk selskab for ny fransksproget litteratur og Poesiens Hus inviterer til bogudgivelse i Fotografisk Center på Staldgade 16, KBH V, fredag d. 21. april 2017 18.00 – 21.00.

Bogen Franske stemmer – captations littéraires er ti bud på, hvordan fransksproget litteratur tager sig ud netop nu. Forlaget Etcetera og Dansk selskab for ny fransksproget litteratur (SLC) har inviteret ti fremtrædende forfattere fra Frankrig, Belgien og den tidligere franske koloni Burkina Faso til at skrive en tekst særligt til bogen her – og de har fået helt frie hænder.

Det er der kommet både digte, noveller, essays og genreeksperimenter ud af, som i al deres forskellighed viser spændvidden på den fransksprogede litterære scene. De danske oversættelser er ledsaget af de originale franske tekster for at synliggøre den forvandling, en tekst gennemgår, når den rejser til et nyt land og et nyt sprog. Med bogen håber Forlaget Etcetera og SLC blandt andet at indfange, inspirere og initiere (nye) læsere til den fransksprogede litteratur.

Kig forbi og nyd et glas fyraftensvin og lidt lette franske snacks, mens du lader dig indfange af aftenens program:

Kl. 18.00: Bogudgivelse – Velkomst

• Præsentation af Franske stemmer – Captations littéraires ved Sofie Vestergaard Jørgensen, Forlaget Etcetera, og Steen Bille Jørgensen, SLC

Kl. 18.15-19.45: Forfatterpræsentationer og oplæsning

• 18.15 Hélène Lenoir og Hans Peter Lund
• 18.45 Célia Houdart og Maryline Heck (resumé v. SBJ)
• 19.15 Cécile Riou og Sofie Vestergaard Jørgensen

Kl. 20.00-20.30: Jacques Jouet møder Mads Mygind – ”Verden i poesien, poesien i verden”
Moderator: Rikke Oberlin Flarup/Poesiens Hus

Kl. 20.30-21.00: Bogsigneringer
◦ Célia Houdart, Med dæmpet stemme (september, 2016)
◦ Jacques Jouet, På…/En… (november, 2016)
◦ Hélène Lenoir, Lindetræ (november, 2016)

Entré: Gratis

Arrangører: Poesiens Hus, Forlaget Etcetera (www.etcetera-forlag.dk/) og SLC (www.siteslc.dk)

Kontakt:
Sofie Vestergaard Jørgensen, mail@etcetera-forlag.dk, tlf. 27398210

Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond og Institut Francais du Danemark