POESIENS HUS
tb
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Tropisk blod

Af Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Digtene i Tropisk blod er bygget op af fragmentariske sætninger, hvor der som regel ikke er en logisk sammenhæng mellem den enkelte sætning og den efterfølgende. En stil, der tilsammen skaber en form for krakeleret helhed. Der males konstant billeder i digtene som jeg aldrig før har forestillet mig, hvilket bidrager til den krakelerede helhed, hvor teksten slår revner, fremfor at flyde i en lind bevægelse. Strømmen af sproglige billeder, der udfordrer min bevidsthed, er samtidig med til at give digtene i Tropisk blod en grundstemning, der på én gang er smuk i sin poetiske og spontane form og samtidig rummer et destruktivt tempo, der hele tiden varsler om undergang.

En dobbelt grundstemning, der også opstår gennem en dynamik i digtene mellem et jeg og et du, et kærlighedsforhold mellem en dreng og en pige, der sammen er nysgerrige på den ekstase de opnår gennem stoffer og sex. Sammen er de i gang med en frygtløs jagt efter at leve livet maksimalt – en jagt der både er smuk og sørgelig, fordi den lægger sig så tæt op af destruktionen: Jeg ppuster coke på dit knibehjerte // og laver en bryststorm // smerten bider som et barn // vi kom til at fokusere på // hvor ødelæggelsen ikke tog os hen // Vi brænder optagelsen // med håndleddet på halsåren // vælter og skælver ritaliniserede // vi lever som en ulykke // med nakker i samme løkkeMed hinandens fingre i munden // padler vi i kontaktlim.

Jeg vil sammenligne Tropisk blod med oplevelsen af at stirre ind i et par vilde drengeøjne omringet af bleg hud og sorte rander under øjnene. Øjne, der på en gang er fascinerende og foruroligende, fordi de har et blik, der er destruktivt og fraværende, men samtidig rummer en energi og poetisk anskuelse, der er tiltrækkende.

Kristoffer Vhre Knattrup: Tropisk Blod, Det københavnske forlag Cris og Guldmann, 2017

 

Måske vil det hele vende på et tidspunkt
Nyt fra Poesiens hus

Poesiens Hus’ læseklub i ‘Radio 24syv Morgen’

Den 28. juli var Poesiens Hus’ læseklub, repræsenteret af Rikke, Mads og Mia, i radioen og diskutere digtsamlingen “måske vil det hele vende på et tidspunkt – giro d’Italia digte” af Rasmus Lippmann Nikolajsen og Julie Sten-Knudsen.

Indslaget, der varer ca. 20 minutter, kan høres som podcast her: http://www.radio24syv.dk/programmer/24syv-morgen/18435225/den-store-optagelsesdag-konspirationsteoretikere?start=1841

Digtsamlingen kan læses gratis online: http://pjpress.dk/boeger/

Vil du være med i læseklubben? Så kan du stadig nå at tilmelde dig – alle kan være med! Se her: http://www.poesienshus.dk/poesiens-hus-laeseklub/

 

modiano_crop
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: En Stamtavle

Af: Sofie Damgaard

Den franske nobelprismodtager Patrick Modianos (f. 1945) korte selvbiografiske roman En Stamtavle er ikke stakåndet, som han foreslår flere steder i værket, jeg oplever den ikke sådan. De uafrystelige nedslag i Modianos personlige fortælling er tværtimod formidlet i et fuldstændig enkelt sprog. Sætningerne er korte. Tempoet tilsvarende langsomt. Hvis der er en hastighed, er den snarere forbundet med Modianos egen fortumlethed ved at skulle finde hoved og hale på sin historie og foregive en kronologi.

Om sit projekt skriver Modiano blandt andet: ”Jeg vil fortsætte med at opregne disse år et for et, uden nostalgi, men stakåndet. Jeg kan ikke gøre for det, hvis ordene støder sammen. Jeg må holde tempoet oppe for ikke at miste modet.”

Disse momenter af tvivl og refleksion over den selvbiografiske fortælling synes jeg springer i øjnene i den lille, smukt korngule roman. Det er tankerne om, hvordan man fortæller sin historie, og hvordan det er, at se tilbage på sit liv, som er lettest at følge. Måske er det simpelthen fordi de kaotiske hændelser, vi hører om, som Modiano gennemlevede i sin barndom i Paris før sit 21. leveår, kan opleves relativt historisk betingede på en måde, der gør dem utilgængelige.

Men nej, sådan er det alligevel ikke at læse Modianos En Stamtavle. Den er ikke på nogen måde utilgængelig. Heldigvis er romanen andet og mere end ”en simpel oprulning af hændelser og fakta”, som Modiano skriver den er. Selv om den siger det om sig selv (”jeg beder om undskyldning for alle disse navne” skriver Modiano) er romanen nemlig meget mere end et katalog over navne og steder, der er blevet historie. Man læser den ikke, som om den var en historiebog. Det er nærmere sådan at mennesket Modiano i En Stamtavle åbner for et kig ind i hans personlige historie, formulerer sig så klart, og reflekterer så delagtiggørende, at fortællingen skrår over eventuelle historiske barrierer og bliver exceptionelt nærværende. Derfor sidder jeg efter endt læsning tilbage med enkelte billeder fra Modianos fortælling, korte scener som denne, der ikke er til at ryste af sig:

”Afsted så hurtigt som muligt inden efterårets kaserneliv. Den første juli, Gare de Lyon, tidligt om morgenen. En andenklasseskupé i et overfyldt tog. Det er den første dag i sommerferien. Det meste af rejsen står jeg op i gangen. Næsten ti timer, før vi når Middelhavet. Bussen kører langs kysten. Les Issambres. Sainte-Maxime. Glimtvise følelser af frihed og eventyr. Somrene vil altid tælle blandt holdepunkterne i mit liv, selvom de med deres evige middagslys ender med at flyde sammen.”

Patrick Modiano: En Stamtavle, Arena 2017

image
Årets Poesi

Årets poesi: Jóanes Nielsen

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Jeg kender kun Færøerne gennem billeder, og fordi jeg aldrig har været der, har jeg en klar fornemmelse af, at jeg kun kender den idé om Færøerne som er afbilledet på postkort. Men efter at have læst Broer af sultne ord har jeg det som om jeg kender det bedre, faktisk meget bedre, som om jeg har besøgt det. I digtsamlingen betages jeg af en særlig færøsk stemning. En stemning, hvor grå og grønne farver fylder min bevidsthed. Farver der hænger sammen med duften af dug og våd jord, med lyden af bølgers gentagende slag mod kysten og lyden af fjeldene, der i digtsamlingen beskrives som operasangerinder klædt i græs. Med til denne stemning hører fiskerne. Et arbejdsfolk, der er genkommende i digtene. Særligt i digtet “Hugo er død”: Hugo er død // Mallemukkerne førte budskabet videre // Til bankerne ved Sydisland og til Flemish Cap // Hugo er død // Lød ekkoet mellem isbjergene … Hugo er død // Og skal jeg være ærlig // Tror jeg ikke han ville have klaret sig mellem englene // Dertil var arme og ryg for slidte // Hugos himmel // Er fiskernes himmel // De lever videre i bølgetoppenes brud // Tågen omkring de slukkede stjerner // I skinnet // Fra en lysbøje på Nordhavet. Fiskerne og fortidens historier hører med til den stemning jeg mærker, når jeg læser Broer af sultne ord. Her er naturen beskrevet som et fælles stof alt er en del af, både de levende og de døde, fortidens ånder og drømme.

Stemningen jeg er optaget af i digtsamlingen, beskrives gennem en nostalgisk og melankolsk stemme, der står med et ben i fortiden. Et ståsted, hvorfra der ses døde helte i gaderne samtidig med, at der rettes kritik mod samtidens fitnesscentre. Det er et jeg, der gennem lyden af Færøernes kirkeklokker, forsøger at sige noget om religion, og hvordan der i denne må og skal være plads til livmoderen. En stemme og et jeg, der bedst kan lide sidegaderne i livet, som er optaget af hvordan Ordene er skorpen på en forstand der hamrer løs i alt stof.

Jóanes Nielsen: Broer af sultne ord, forlaget Torgard. Oversat fra færøsk af Erik Skyum-Nielsen.

Læseklubsbillede til hjemmeside
Nyt fra Poesiens hus

Poesiens Hus’ læseklub (NY! Efterår 2017)

Vil du være med?
Er du nysgerrig på poesi – og har du lyst til at blive klogere på digte sammen med andre? Digte kræver tid, fordybelse og snak! Det er lige netop det, vi i Poesiens Hus inviterer til med vores nye læseklub, der er for alle med interesse for, at dele deres læseoplevelse med andre. Vi har fokus på dansk samtidspoesi. Gennem læsning og diskussion af månedens digtsamling, skal vi sammen undersøge og blive klogere på digtene, hvad de rører I os og hvordan de gør det.

I efteråret 2017 læser vi:
Mette Moestrup: Dø, løgn, dø (2012), vi mødes d. 29. august kl. 18.30

Christina Hagen: White Girl (2012), vi mødes d. 26. september kl. 18.30

Bjørn Rasmussen: Ming (2015), vi mødes d. 31. oktober kl. 18.30

Rolf Sparre Johansson: Begravelse (2015), vi mødes d. 28. november kl. 18.30


Tilmelding inden d. 20. august til poesiformidler Mia Dalby Thorup på netvaerk@poesienshus.dk

——————————————————-

Dø, løgn, dø (2012) er den fjerde i rækken af Mette Moestrups roste og prisbelønnede digtsamlinger, der alle er kendetegnet ved en eksperimenterende legesyghed. Høj og lav stil kombineres med det politisk spiddende, det poetisk sanselige og en god portion humor.

White girl (2012) af Christina Hagen gør brug af et opfundet pidgin-dansk og tematiserer bl.a. mødet med fremmede kulturer. Man fornemmer indignation og vrede men også skarp ironi og humor, der tilsammen udgør dette komplekse og interessante værk.

Ming (2015) er Bjørn Rasmussens første digtsamling og var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2016. Det turbulente sprog er både vildt og voldsomt, men udtrykker også stor sårbarhed. Som læser er det let både at blive fascineret og rystet, draget og frastødt.

Begravelse (2016) er Rolf Sparre Johanssons anden digtudgivelse. Johansson har især fået ros af anmelderne for sin skarpe sprogbevidsthed og hans arbejde med de store eksistentielle temaer – livet og døden – på en ligefrem og ærlig måde.

41
Årets Poesi

Årets poesi: Carsten René Nielsen

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

Hvis han trækker lidt i tapetet, lige dér, hvor væggen møder en anden væg og danner det såkaldte hjørne, kan han kigge ind gennem en smal sprække. Der er en mennesketom park derinde. Løftet i tapetet skaber et blik ind i en anden verden, og dette indblik er karakteristisk for prosadigtsamlingen Enogfyrre ting af Carsten René Nielsen. En bevægelse, hvor verden og situationer beskrives gennem imaginære perspektiver. Her er der ingen grænser for, hvordan verden kan beskues og beskrives. Porcelænet folder sig sammen som en våd klud og solen sidder fast på himlen med et enkelt stykke tape. Sproget og beskrivelsen af verden er legende og undersøgende, hvilket danner mange komiske billeder og underfundige situationer. En legende brug af sproget med en nogle gange ironisk tilgang til den klassiske skolelærer-opfattelse af litteratur, hvor betydningen siges at være gemt under det, der står i teksten Man skal lade metaforen ligge, for hvis man kigger ind under den, er det helt ligesom med tæpper. Der er aldrig fejet noget ind under dem. Under metaforen er der bare et gulv.

I Enogfyrre ting ligger der en tyngde i den surrealistiske beskrivelse af verden, der i sine iagttagelser danner en anderledes indgangsvinkel. Prosadigtsamlingens ramme er enogfyrre ting vi møder i hverdagen såsom et køleskab, en tøjklemme, en blokfløjte og en hovedpude; en ramme, der skaber en helt almindelig ydre skal til et indhold, som er alt andet end almindeligt.

Carsten René Nielsen: Prosadigte, Forlaget Ekbátana, 149,95 kr.

sondagsland
Årets Poesi

Årets Poesi: Sissal Kampmann

Af: Kirsten Vestergaard Mikkelsen

I et land//hvor varmen aldrig synes//at formå at varme//skeletterne i kroppene … her i Søndagsland// er verden blot et svagt ekko. I digtsamlingen Søndagsland møder vi et jeg, der skriver ud fra en nutid, hvor fortidens drømme om fremtiden ikke er blevet indfriet, og hvor drømmene om en ny fremtid endnu ikke er begyndt. En nutid, hvor jeget befinder sig midt i mellem en afslutning og en begyndelse. En mellemposition, der kendetegnes ved en form for ikke-væren, et slags limbo, der beskrives som et Søndagsland.

Der er slået revner i jegets spejlbillede. Hun er en anden, end den hun var engang. Der er slået revner i troen på alt det, der engang gav mening. Hendes bekendtskaber er ikke længere de samme. Et forhold til en mand, der forandrede sig og gik tabt. Hun tænker på mennesker hun ikke længere kender. En bevidsthed om at tiden gik, og med den, drømme der aldrig blev opfyldt. Jeget skriver, at hun har forandret sig til en kvinde, der tjekker vejrudsigten flere gange om dagen. Det er denne kvinde vi møder i Søndagsland; en kvinde, der er på vej et andet sted hen, uden at vide hvor. Hun går rundt i dagligdagens gentagende rytme uden retning. I denne rytme tjekkes vejrudsigten og potteplanter vandes. Jeget går rundt i ensartede dage og beskriver vejret, der er gråt og koldt, og det omkringliggende landskab beskrives med en melankolsk tyngde.

Det er Færøernes fugtige tågebanker og kraftige regnbyger, der beskrives i Søndagsland. Det er på Færøerne, digtsamlingen udspiller sig og Søndagsland er derfor også et udtryk for en karakteristisk færøsk stemning. En rå natur med hårde voldsomme vindstød, storme, der med spidse tænder flænser sig gennem gaderne, ruder der truer med at springe ind i stuerne, den solide fårefold, der er fasttømret til jorden, sludbyger, haglbyger, og glæden ved endelig at se solens stråler. Et land, hvor melankolien trives. I beskrivelsen af vejret og omgivelserne beskrives også solens gang og årstidernes skiften. Dette opløser adskillelsen mellem dagene, og overblikket over tidens kronologiske rækkefølge forsvinder. Tiden er hele tiden tilstede selvom den står stille. En tidslighed, der korresponderer med det limbo Søndagsland også er, hvor jeget står mellem en afslutning og en begyndelse Her i vinternatten//er bordet besat af mænd // i sorte habitter. // Foran dem ligger // papirer // der skal underskrives. // Under ed og med ære // skal jeg sætte mit navn. // Bevise, indrømme // at jeg forstår // at nu begynder // en anden tid.

Sissal Kampmann: Søndagsland, forlaget Torgard

groen
Nyt fra Poesiens hus

Poesiens Hus stiller skarpt på naturens rolle i ny dansk poesi

I Poesiens hus fejrer vi vores nye grønne reol (Growroom). I den forbindelse stiller vi skarpt på naturens rolle i poesien. Den 21. juni 2017 kl. 19-21 inviterer vi derfor til en samtale om, hvordan naturen portrætteres i nyere dansk poesi.

Naturen defineres ofte i opposition til civilisationen og står som det oprindelige, der er blevet til uden menneskelig indgriben. Denne naturopfattelse har trænge kår i en fuldstændig kortlagt verden. Visse steder er kulturpåvirkningerne selvsagt mindre synlige, men alt i alt, er der ikke mange steder på jorden, der ikke på den ene eller anden måde, er formet af mennesket. På den måde, er titlen på Rasmus Nikolajsen seneste digtsamling, ”Tilbage til unaturen”, meget rammende – for hvordan forholder man sig til naturen i en ”unaturlig” verden med klimakrise og mulig undergang?
Vi har de senere år set en tilbagevenden til naturen som tema i nyere dansk poesi, og denne aften vil byde på oplæsning og debat. Litteraturhistoriker og kritiker ved Weekendavisen Mikkel Bruun Zangenberg vil give en litteraturhistorisk introduktion til naturens rolle i poesien. Forfatter Liv Sejrbo Lidegaard og Rasmus Nikolajsen læser op fra deres seneste værker.

Gratis entré.
Drikkevarer kan købes i baren.

Vi glæder os til at se jer.

——————————————————————-
Rasmus Nikolajsen (f. 1977) Debuterede i 2000 ”digte om lidt”. Han har siden udgivet både digte og prosa. Han modtog for nyligt kritikkerprisen for sin seneste udgivelse, digtsamlingen ”Tilbage til unaturen” (2016).

Liv Sejrbo Lidegaard (f. 1986) Debuterede med Fælleden i 2015 på Gyldendal. Hun har herudover bidraget med digte til bl.a. Hvedekorn og skrevet for diverse tidsskrifter bl.a. Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik.

Mikkel Bruun Zangenberg (f. 1968) er lektor på University of Kent og kritikker ved Weekendavisen.

monografi
Årets Poesi

Poesiens Hus anbefaler: Skitse til en monografi

Af: Joachim Aagaard Friis

Mathias Dyhrs værk Skitse til en Monografi er ét langt arbejde med at forsøge at sætte ord på formers dynamiske og flerdimensionelle univers. Værket omhandler Dyhrs tid på billedhuggerskolen, måske bedre kendt som kunstakademiet. Han skriver om den kunstneriske praksis, ikke hans egen, men hans medstuderende T’s og dennes skulpturelle kunstværker.

Jeg’et betragter T, beundrer ham, er misundelig på ham, ler med ham, bruger hverdagen med ham – frem for alt beskuer han T’s skulpturer og prøver at finde ud af dem: Squirrel Moon, Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light, Night Vision, Forest Friend, Planet Sunday, Trekking Trane, og Rebirth, hvis form man kan betragte på værkets kridhvide og ellers uspolerede forside.

I En skitse.. får man et indblik i en kunststuderendes hverdag. Den er et billede af, hvordan de studerendes praksisser væver sig ind og ud af hinanden, hvordan de inspirerer hinanden, ligesom omgivelserne på skolen gør det. Samlet bliver teksten til et stort hele, et øjebliksbillede af den hverdag, jeg’et har.

Handlingen er minimal og størstedelen af indholdet er en slags værktekster, der sprogligt forsøger at give form til de værker, vi ikke kan se med øjnene. Det er tydeligt at forfatteren har anstrengt sig til det yderste for at gøre skulpturerne så sanselige som muligt for læseren. Med indledningen ”hvordan skal jeg beskrive (det pågældende kunstværk)?” gennemgår jeg’et en stor samling af T’s værker, prøver at skrive deres udtryk og betydninger frem:

”Hvordan skal jeg beskrive Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light? … Et profileret ansigt i babyblåt. Skulpturen ejer et gennembrudt øje, øjenhviden og irissen flyder ud i en nedtrykt glam rock-makeup. Pupillen er rillen i en saftig kalvetunge. Nedenfor: En ensom tåre der ikke vil give slip – en tomhedens tatovering samt en mund der løber i vand … Snøft! Swedish Simon’s Tear of Wonder at the Doorstep of a Light er lige som gipsfiguren i Rebirth reversibel. Mon ikke de alle sammen er det? Gennem deres huller tager de del i hinanden. Mærkelige negative figurer opstår mellem dem. Jeg har lyst til at stille mig ind mellem dem og blive optaget i deres grædekor.”

Som citatet viser, bliver de enkelte værker sammenvævet i beskrivelserne og får nye dimensioner, når de iagttages sammen. Fascinationen for skulpturerne lyser ud af sætningerne, som skaber tydelige billeder af dem, på trods af værkets rent tekstuelle karakter uden et eneste reelt billede. Værket skaber refleksion over forholdet mellem tekst og form, hvordan tekst både kan forfladige skulpturer og andre kunstværker, men samtidig kan skabe helt nye perspektiver på kunstens håndgribelige materie.

Værket søger få gange væk fra skulpturerne og beskæftiger sig med jegets egen realitet: den unge kunststuderendes daglige liv, hvordan man klæder og opfører sig på akademiet, den prekære situation der venter: frygten for fremtiden uden for akademiets mure. Men det er kunstværkernes egne former, der er det bærende omdrejningspunkt.

Mathias Dyhr: Skitse til en monografi, Roulette Russe, ca. 65. kr i boghandlen Minus 1

frugt
Årets Poesi

Årets poesi: Shekufe Tadayoni Heiberg

Af: Joachim Aagaard Friis

Shekufe Tadayoni Heiberg har skabt en lille frisk samling spirende organismer, der udgør et slags kartotek i ”FRUGT OG GRØNNE SAGER” – 25 bittesmå digte der hver beskriver og tegner en frugt eller en grøntsag. Værket er et festfyrværkeri, en fejring af alt der gror fra jorden og som ”min mor gav mig at spise … fra den dag, jeg flyttede ind i hendes mave til den dag, jeg flyttede ud af hendes hus”, som der står på første side.

Det er svært ikke at blive forelsket i Heibergs debut, lige fra man ser og rører ved det grønblå omslag med hendes egne smukke, enkle men samtidig minutiøse tegninger af grøntsager i guld og sølv. Hun beskriver undersøgende og nysgerrigt de grønne sager, som var det første gang hun stod med dem i hånden og så rigtigt på dem, duftede til dem, strøg dem over det materiale, de er gjort af. Hun vælger at lægge hele det udviklede og fasttømrede vokabular for frugter og grøntsager på hylden. De er i værket ikke længere noget, man nødvendigvis først og fremmest spiser, de kan være så meget andet, ligeså meget som mennesker kan være. De er unikke levende væsner: vindruerne er små lilla og grønne sole, porrerne har ”krøller fra et kid” og guleroden er en ”mor med ophår”, der ”tager del i verdens lunge”! -og som helst ikke vil bides af larven i mulden. På grund af den umiddelbare legende og materielle tilgang bliver digtene taktile, de skaber dufte og teksturer, der forstærkes af de mønstrerede tegninger, som ledsager teksterne.

I stedet for at fremhæve et citat kunne jeg sige: ” se fignen, figur 10”. Jeg kommer aldrig til at spise en figen på samme måde igen efter at have fordybet mig i ”cirklen den fine cirkel en cyklisk cirkel af æg halve millioner af æg ligger æg mod æg i cirklen ligger lillaglatte fine”. Og sådan har jeg det også med de resterende visuelle, tekstuelle, og på alle måder sanselige grønne sager i Heibergs digtsamling.

Shekufe Tadayoni Heiberg, Frugt og grønne sager, Forlaget Uro, ca. 150 kr.